Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Asustor AS6302T NAS: Brugervenlig NAS med gode funktioner

Asustor er et dedikeret NAS-firma, som blev grundlagt i 2011 via en direkte investering fra AsusTeK Computer Inc., der bør være kendt af enhver Alt om DATA-læser for computere, tablets, telefoner, bundkort, routere og mange andre it-produkter.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

AS6302T er en ny NAS i kategorien ”Home to Power User” – segmentet mellem personlige og businessprodukter, hvor der lægges vægt på både datalagring og underholdning.

Features og udbygningsmuligheder

AS6302T er traditionelt designet med en plastfront, hvorfra der er direkte adgang til de to harddiske i deres holdere, og et metalsvøb omkring den elektroniske indmad.

På fronten er der en USB-A 3.0-port og et øje, der kan ligne en modtager til infrarøde signaler fra en AS-RC10 fjernbetjening, som kan tilkøbes for ca. 200 kroner. Alternativt kan man downloade firmaets Ai Remote-app og bruge sin smartphone som remote. Og endnu nemmere er det simpelthen at slutte en almindelig mus til en USB-port og bruge den til at navigere på tv-skærmen.

På bagpanelet finder man en USB-C-port, en 4K/UHD-kompatibel HDMI 2.0-terminal, to USB-A 3.0-porte, to LAN-porte og – lidt usædvanligt – en S/PDIF optisk digital audioudgang. Pænt uden at være prangende.

Denne NAS kommer som standard med 2 GB ram, der kan opgraderes til 8 GB.
Et efterhånden sjældent standardtilbehør er noget så usexet som en cd med en software til installation samt en kortfattet guide og en egentlig manual – begge på udmærket dansk.

AS6302T er grundlæggende en hurtig NAS, som dog udfordres, når den skal udføre random-processer.

Enkel installation

AsuStor lover hele fire installa-tionsmuligheder – cd, browser, mobilenhed og LCD-skærm, men har glemt, at denne skærm kun findes på AS6304T med fire båse.
Vi har prøvet begge de første muligheder og valgt ”1-click setup”, som nu kræver en del klik, men ellers er ganske brugervenlig.

Især sætter vi pris på, at man kan vælge mellem en Home/Personal og en Business app-pakke. Denne proces kan klares på få minutter, hvis man er fortrolig med NAS’er generelt, og der ikke kræves firmwareopdateringer. Derefter kan det som altid tage nogen tid at skræddersy konfigurationen.

Et typisk bagpanel på en NAS i den højere ende. HDMI-terminalen gør det nemt at vise indhold på et tv, og den optiske digitaludgang kan føde et hi-fi- eller surroundanlæg.

Testresultater

Benchmark-testen viser, at AS6302T er pænt hurtig til sekventiel læsning og skrivning, men taber fart, når den skal håndtere random-processer. Overførslen af vores fotosamling bestemmes af LAN-forbindelsen og tager godt 20 minutter. Gengivelsen af 4K/UHD-indhold på et full HD-tv klares med flotte farver, men desværre ikke uden ryk i enkelte af vores videoklip.