Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Samsung Galaxy Tab S3: Rasende lækker og rasende dyr

Prisen er alt for voldsom, men har du penge som græs er der dømt lækkerier for feinschmeckere med Samsung Galaxy Tab S3.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er altså vanskeligt at forstå, hvorfor denne Samsung-tablet skal koste tæt på det samme som de fremragende testdeltagere fra Lenovo og Huawei – tilsammen. Når det er slået fast, skal vi da hurtigt medgive, at hvis der voksede penge op af vores græsplæne, ville vi straks gå ud at købe et eksemplar.

Forklaringen finder du, så snart du tænder for tabletten, der med sin Amoled-skærm kombineret med den høje opløsning leverer et billede, som med hensyn til glød og detaljering ikke overgås i denne test.

Skærmen er også meget præcis, hvilket du mærker, når du bruger den medfølgende pen – for eksempel til at tegne med. Desuden åbnes apps prompte. Og med hovedtelefoner vil du opleve et lydbillede, der er dynamisk og meget detaljeret.

Det samme gælder lyden fra de fire indbyggede højttalere, hvor lydspecialisten AKG har haft en heldig finger med i spillet.
I hånden opleves Galaxy Tab S3 ok, men ikke som et så dyrt produkt, som det rent faktisk er. Tabletten er lavet i en form for ekstra stærkt glas både på front- og bagside, men den føles ærligt talt lidt for plastikagtig.

Tabletten optager video i 4K, og i det hele taget er de tekniske specifikationer imponerende. Normalt vil alle disse fortræffeligheder automatisk skabe en testvinder. Og ingen tvivl om, at Galaxy Tab S3 på mange punger er testens bedste. Men når prisforskellen til de øvrige er så markant – og generelt for voldsom i vores optik – må vi nøjes med at nikke anerkendende.