Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: 3 Internet til hjemmet: Wi-Fi via det mobile bredbånd

Teleselskabet 3 har skabt en utrolig simpel og prisvenlig måde at få Wi-Fi i hjemmet, selv for dem, der normalt ikke kan få adgang til bredbånd.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

”Internet til hjemmet” – så ligetil er navnet på 3’s nye bredbåndsløsning. Det er da heller ikke misvisende, men nu næppe heller særligt forklarende. For det er ikke hjemme-internet af den gængse type, der er tale om.

I stedet for at benytte sig af en bredbåndsinstallation i boligen, benytter 3 sit eget mobilnetværk til at levere internet til dit hjem. Det har både fordele og ulemper.

Nem og fleksibel

Blandt fordelene er, at det er utrolig nemt. Det eneste, du skal gøre for at komme på nettet, er at sætte det simkort, som leveres med abonnementet, i den medfølgende router, sætte routeren i stikkontakten og så koble dine enheder på det Wi-Fi-netværk, der dukker op. Koden står i bunden af routeren og kan ændres, så snart du er logget på. Opsætningen tager cirka to et halvt minut og kan klares af alle og enhver. Netop fordi du ikke er koblet på et internetstik i væggen, kan du tage dit Wi-Fi med dig hvor som helst. Så længe du kan finde strøm til routeren, kan du koble dig på netværket. Dog kun inden for landets grænser. Abonnementet gælder ikke i udlandet. Og selvsagt kun hvor der er dækning på det mobile bredbånd.

Det er der dog i det meste af landet. Også steder, hvor der ikke er adgang til kablet bredbånd og derfor almindeligvis ikke vil være mulighed for internet i hjemmet. 3’s løsning kan således være redningen for dem, der bor i yderområder, eller en fin løsning til sommerhuset.

Til det moderate behov

Du kan godt købe abonnementet uden router, hvis du selv skulle have en i forvejen. Men køber du det med 6 måneders binding, er der en Huawei-router med.

Huawei er stærk på netop denne slags router og har teknologien til at få det bedste ud af det mobile bredbånd. Med Carrier Aggregation har routeren mulighed for at lægge to frekvensbånd sammen, så du fordobler hastigheden. Den understøtter desuden LTE Cat 6, som kan nå hastigheder op til 300 Mbit/s.

Hastigheden afhænger dog af, hvor du benytter routeren. Jo længere du kommer væk fra en mast, jo sværere bliver det at få en ordentlig forbindelse. 3 lover ikke andet end forventet download-hastighed ved udendørs brug på 17-71 Mbit/s og upload 5-43 Mbit/s.

Vi ramte en fin hastighed på 66,5 Mbit/s download og 20,6 Mbit/s upload. Men det var så også midt i København. Selvom det var langt under halv styrke af vores almindelige bredbånd, var det rigeligt til streaming af musik, film og spil. Dog kan man godt risikere at ramme flaskehalsen, hvis hele familien er i gang samtidig.

Er der tryk på internetforbruget, vil der ligeledes være en risiko for at ramme loftet på 1 TB, som er inkluderet i abonnementet. Der skal en del til at komme derop, det svarer til et par hund-
rede streamede film i god kvalitet, men har du gamerivrige børn og kører hele dit medieforbrug via streaming, er det ikke umuligt.

Det er dog ikke sådan, at forbindelsen brutalt lukkes ned, hvis grænsen nås, men hastigheden reduceres til 2 Mbit/s upload og download resten af måneden, og det begrænser mulighederne for at streame en hel del.

Interessant alternativ

Den månedlige pris for “Internet til hjemmet” er 230 kroner. Det er særdeles fornuftigt, når du sammenligner med bredbåndsløsninger af nogenlunde tilsvarende karakter.

Om løsningen vil være den rette løsning for dig afhænger i høj grad af din geografiske placering og mulighed for bredbånd. For folk i yderområderne kan den være redningen, der sikrer dig en bare nogenlunde fornuftig internetforbindelse.

Selv for byboere, især dem der har hang til at flytte lidt rundt, kan den dog være et godt og prisstærkt alternativ til det traditionelle bredbånd.