Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

16.084.426 hackerangreb ramte Danmark i 2017

Mere end 44.000 hackerangreb ramte Danmark hver eneste dag i 2017. Det afslører en ny årsrapport for 2017 fra cybersikkerhedsvirksomheden Trend Micro.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Klodens hackere angreb 66,5 mia. gange i 2017. Men trods det svimlende tal er antallet af årlige angreb globalt set faktisk faldet med 15,5 mia., eller ca. 19 pct., sammenlignet med 2016. Det viser Trend Micros årsrapport, der omfatter alle de angreb, virksomheden globalt har registreret og blokeret igennem 2017.

Antallet af angreb er ellers steget støt gennem de seneste mange år. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at vi nu ser et fald. Udviklingen er ifølge cyber defense specialist Jesper Mikkelsen fra Trend Micro formentlig udtryk for en ny strategi blandt hackere.

“Det er positivt, at antallet af angreb er faldet. Men det betyder ikke nødvendigvis, at risikoen for at blive hacket er blevet mindre, hvis man har data af værdi. Faldet er nemlig formentlig et udtryk for, at hackerne er gået væk fra at skyde med spredehagl og håbe på, at de ramte noget. I stedet har de fundet ud af, at der er flere penge at hente, hvis de i højere grad bruger tid på at udvælge deres ofre og sætter sig grundigt ind i, hvor det enkelte offer har svagheder. Derefter designer deres angreb til at udnytte netop de sårbarheder,” siger Jesper Mikkelsen.

Mere end 85 pct. af alle angreb i 2017 skete via e-mail.

Færre, men farligere angreb med afpresningssoftware

Ransomware var én af de grupper af trusler, som voksede mest i 2016, men også her er den globale aktivitet, målt på volumen, løjet af i 2017.

Mens cybersikkerhedsvirksomheden helt nøjagtigt afslørede 1.078.091.703 angreb med ransomware i løbet af 2016, er der i 2017 kun registreret 631.128.278 ransomwarerelaterede trusler.

Samme tendens gjaldt også i Danmark. I 2016 blev Danmark ramt af 0,17 pct. af de globale angreb med ransomware. Det tal er faldet til 0,15 pct. i 2017.

Til gengæld er angrebene med ransomware blevet langt mere alvorlige end i 2016. Mens ransomware i 2016 kostede alverdens ofre ca. 7 mia. kr., er tabene i 2017 helt oppe på over 30 mia. kr.

“Angrebene med ransomware er blevet langt mere strategiske i 2017. Der er kommet færre, men større og mere snedige spillere. Hvor et angreb tidligere typisk var rettet imod en lille lokal afdeling af en virksomhed i et enkelt land, ser vi i dag langt større globale angreb med enorme økonomiske tab til følge,” forklarer Jesper Mikkelsen, der fraråder, at man under nogen omstændigheder betaler løsesum, hvis man bliver ramt.

Ransomware fungerer ved, at hackerne sniger programmer ind på virksomheders og privatpersoners computere og kaprer deres data, så de bliver utilgængelige. Derefter afpresser hackerne sine ofre ved at forlange en løsesum for at frigive dataene igen.

Stor stigning i direktørsvindel

Business Email Compromise, også kaldet direktørsvindel, har været i voldsom stigning de senere år. Det gjaldt også i 2017, hvor antallet af angreb steg med hele 106 pct. fra første halvdel af 2017 til anden halvdel.

BEC dækker over angreb, hvor hackerne fx misbruger en arbejdsmail eller sender en arbejdsmail med chefen som afsender til regnskabsafdelingen for at narre penge ud af en udvalgt virksomhed. Eksempelvis mistede en japansk transportvirksomhed mere end 20 mio. kr. i december, da hackere fik udbetalt pengene ved at udgive sig for at være en ekstern leverandør.

Nye svindelområder: kryptovaluta og IoT-enheder

Den voldsomme stigning i værdien af Bitcoin og andre kryptovalutaer i 2017 har betydet, at området også har fået hackernes interesse. Fx er hackerne i stigende grad begyndt at hacke sig i IoT-enheder, dvs. gadget med netadgang, som fx routere, webkameraer, smart-tv’er og printere, for at stjæle deres processorkraft.

Trend Micro har i 2017 registreret 45.630.097 hændelser, hvor hackere er brudt ind i computere og IoT-enheder for at misbruge deres processorkraft til at tjene penge gennem kryptovalutamining.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere


ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere