Home » Styresystem » 11 dage med Windows 11: En personlig beretning
11 dage med Windows 11: En personlig beretning

11 dage med Windows 11: En personlig beretning

Share

AODs Knud Søndergaard, som har levet med Windows gennem årtier, er som de fleste af os andre blevet beriget med Windows 11. Her er hans personlige dom over opgraderingen. Var den virkelig et nyt nummer værd?

Selv om chefredaktøren i AOD 03/2022 omtaler mig som bladets ”nestor” og nævner, at jeg ”har levet med Microsofts opfindsomhed gennem årtier”, skal jeg nok prøve at koncentrere mig om nutiden. En skildring af min dannelsesrejse – og lejlighedsvise ørkenvandring – fra Windows 3.0 i 1990 til i dag kan vente, til der ikke er andet sjovt at skrive om. Og det sker vist næppe på AOD.

Se også:  Windows 11 på vej ud i Danmark – sådan retter du udseendet

På et ret tidligt tidspunkt blev jeg af Windows Update i Windows 10 på min produktions-computer tilbudt at opgradere – gratis – til den officielle udgave af den længe hypede Windows 11. Og 2. november 2021 downloadede jeg KB5006746 – ”Samlet opdatering til Windows 11 til x64-baserede systemer”. Mellem disse to begivenheder udspillede der sig selvfølgelig et forløb, og det blev heldigvis meget mindre dramatisk end frygtet.

Historien om TPM

Den nok største nyhed i Windows 11 er, at styresystemet nu kræver en særlig sikkerhedschip, der kaldes TPM (Trusted Platform Module), og den kan sammenlignes med NemID eller en adgangskode til et alarmsystem. TPM har siden 2011 været en del af utallige pc’er til både business og privat brug, men faciliteten har ikke altid været aktiveret. Og det skal den nu være, for at min desktop med blot et år på bagen kan opgraderes til Windows 11.

Se også:  Så er det slut med opdateringen af tre Windows-styresystemer

I nogle tilfælde skal man ud og købe et separat modul, og lige nu kan sådan et være svært at finde. Jeg kunne nøjes med at åbne Gigabyte-motherboardets bios, gå ind under ”Settings”, finde ”Intel Platform Trust Technology (PTT)” og vælge ”Enable”. Min snart to år gamle Acer-laptop krævede ingen indgriben på dette punkt.

Windows har et værktøj til tjek af pc’en. Min et år gamle maskine dumpede i første runde, fordi en TPM-sikkerhedschip ikke blev fundet.

Men ikke nok med det: Hvis maskinen ikke drives af en forholdsvis ny processor, er den i Microsofts optik ikke stærk nok til at fortjene en opgradering af styresystemet. Min aktuelle desktops processor er en Intel Core i5-10600, og den er godkendt. Min backup-desktop har TPM, men dens processor er en Intel Core i7-7700 fra 2017, og den er for gammel, så den er til evig tid forvist til at trælle med Windows 10.

Hvis man er konspiratorisk fokuseret, kan man få den tanke, at Bill Gates’ virksomhed har opfundet Windows 11 for at få skrottet millioner af lidt ældre pc’er, som ellers kunne genbruges hos nye ejere og fremme den cirkulære økonomi i den grønne omstilling. Udbyttet fra disse gerninger har Gates så kunnet bruge til finansiering af de C-vacciner, som gør folk til viljesløse disciple i det ondes tjeneste. Digt selv videre …

På nettet er det nemt at finde opskrifter på, hvordan man får installeret Windows 11 på grej, der afvises af Microsofts opdateringsfunktion. Jeg har lyst til at spørge ”Jamen hvorfor?” Jeg har nemlig svært ved at få øje på synlige ”killer features” i Windows 11, og da Microsoft lover support af Windows 10 frem til i hvert fald oktober 2025, hvorfor så købe ny hardware i dag, hvis det gamle grej gør jobbet ordentligt?

TAGS
operativsystem
OS
software
styresystem
Update
windows 11

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her
Annoncelinks


AOD/AOD.dk   © 2022
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S