Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

10 gode råd til at undgå hackere i ferien

Hackerne holder ikke efterårsferie, så vær varsom når du går på Facebook eller surfer på åbne trådløse netværk på din rejse.

Af Mette Eklund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De halvtomme veje, tog og busser viser tydeligt, at efterårsferien er gået i gang. Rigtig mange danskere er flygtet sydpå for at få lidt varme, men desværre er det ikke alle, der trækker stikket helt ud. Hackerne holder aldrig fri, og det er derfor – som altid – irriterende nødvendigt at tænke over brugen af sit digitale udstyr.

For at hjælpe brugerne bedre på vej til at undgå hackerne, så har sikkerhedsekspert Janus R. Nielsen fra it-firmaet AnyTech365 lavet en lille miniguide til, hvordan man kan undgå at blive hacket på ferien, og hvordan man undgår de værste faldgruber, når man har sin mobil, tablet eller bærbare computer med på ferien.

Undgå hackerne på efterårsferien: Her er 10 gode råd


  1. Tag altid en backup inden afrejse


Inden afrejse er det altid en god idé at tage en backup af dine vigtige filer, billeder og alt det du ikke vil miste i tilfælde af at dine personlige data bliver stjålet enten fysisk eller online. Du kan bruge en ekstern harddisk eller uploade i skyen. Så kan du tage afsted på ferie med ro i sindet, hvis uheldet skulle være ude.

  1. Beskyt dine digitale enheder


Sørg for at din smartphone, tablet eller laptop er opdateret med det nyeste software. Det gælder både apps og opdateringer. Ofte er opdateringer til styresystemet utrolig vigtige, da de er med til at lukke små huller i systemet. Installér også et antivirus-program. Ikke bare på computeren, men også på din smartphone og tablet.

  1. Find din mobiltelefon


Indstil din mobil, så du kan spore hvor den er, hvis den bliver stjålet. Du har også mulighed for at slette al data på den, selvom du ikke er i nærheden af den. Hav også et telefonnummer klar, som du kan ringe til for at spærre dit sim-kort, hvis det skulle blive nødvendigt.

  1. Slå tilkobling af automatisk wifi fra


Gå ind under indstillingerne på din mobil og tablet og slå funktionen fra, der automatisk kobler dig på trådløst wifi. Ellers kan du risikere, at den leder efter trådløse netværk, uden du lægger mærke til det. Sørg også for at din internetdeling er slået fra.


  1. Pas på falske wifi-netværk


Det kan være fristende at logge på det første gratis wifi-netværk du finder, men du skal passe på falske netværk, der er styret af it-kriminelle. Hovedreglen er, at du aldrig skal logge på et netværk, hvis ikke du ved, hvem udbyderen er. Når du leder efter wifi-netværk på dit hotel, bør du få en ansat til at bekræfte det præcise navn på netværket. På den måde undgår du at logge på et falsk netværk, som en hacker har oprettet for at snyde dig. Især i områder med mange mennesker opretter it-kriminelle ofte falske netværk, hvor de venter på turister, der logger på, så de kan forsøge at stjæle personlige oplysninger. Det bedste du kan gøre er at undlade at logge på trådløse netværk, der ikke kræver en adgangskode.

  1. Surf sikkert


Undgå at logge på netbank eller andre sider, hvor du skal indtaste følsomme oplysninger som dit CPR-nummer eller NemID. Undgå at shoppe online og i det hele taget at bruge dit kreditkort på nettet, når du surfer på et fremmed netværk.

  1. Tænk over Facebook-opdateringer


Meget taler for at det er en god idé at vente med at uploade feriebilleder på Facebook til du er hjemme igen, da tyve kan følge med, hvis ikke du har styr på dine privatindstillinger. Hvis du ”tjekker ind” og uploader billeder, så dem derhjemme kan følge med, så sørg for at dine privatindstillinger er indstillet til, at det kun er dine venner, der kan se dine opslag. Tænk også over hvilke informationer du videregiver, så du ikke skriver på din venindes væg, at ekstranøglen ligger under måtten, så hun ved det, når hun skal vande blomster.

  1. Brug en VPN-løsning


En god idé er at benytte sig af en VPN-løsning, så det bliver sværere for it-kriminelle at spore din mobiltelefon, tablet eller laptop. Med en løsning som denne bliver internettrafikken krypteret, hvorfor det næsten bliver umuligt for svindlerne at komme i kontakt med dine personlige data.

  1. Pas på falske apps


Mange turister downloader apps i udlandet for at få gode råd til at finde de bedste restauranter, oversætte sprog, læse anbefalinger fra de lokale eller til at finde rundt i byen. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, hvem udbyderne til de forskellige apps er, da det kan være svindlere, der står bag. Kig gerne efter appens anmeldelser og antal hentninger før du downloader den.

  1. Brug stærke passwords


Det første skridt i retningen af øget sikkerhed er stærke passwords. Med passwords der er svære at knække, bliver det langt sværere for it-kriminelle at få adgang til dine digitale enheder. Brug derfor både store og små bogstaver, tal og tegn og lav dine passwords af minimum 10-12 tegn. Lav en sætning, som kun du kan huske. Fx ”Huset_brændte_i_1990” eller ”Hundenfødte5Hvalpe”. Generelt er det en god idé at ændre passwords regelmæssigt, især når du er kommet hjem fra en ferie. Har du været logget på forskellige netværk, kan du risikere, at dine private oplysninger er blevet opsnappet, men først bliver misbrugt på et senere tidspunkt.

 




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Digital vækst 2024

På Digital Vækst 2024 bringer vi danske virksomheders organisation, forretning og data i spil samt spejler dem i det, som teknologipartnerne bringer til fadet. Konferencen bliver tætpakket med dygtige digitale ledere og frontkæmpere fra ind- og udland. De har én opgave på dagsordenen: At inspirere dig til at træffe de rigtige forretningsmæssige, teknologiske og strategiske valg i 2024, som kan sikre vækst for dig.

19. marts 2024 | Læs mere


Cyber Threats 2024: Sådan arbejder de IT-kriminelle – og sådan beskytter du dig

De cyberkriminelle har udviklet sig betydeligt, arbejder professionelt, fleksibelt og udnytter hinandens specifikke kompetencer – omtrent som en velsmurt koncern med klar ansvarsfordeling – og har ofte en klar politisk eller kommerciel motivation. Det stiller også nye krav til din tilgang til cybersikkerhed, og på Cyber Threats 2024 får du viden, som gør dig i stand til bedre at prioritere, planlægge og eksekvere en tidssvarende cybersikkerhedsstrategi.

20. marts 2024 | Læs mere


AI Impact Day: Har du styr på risiko og governance – og er du klar til AI Act?

AI og Machine Learning har for længst gjort sit indtog i centrale, kritiske forretningssystemer, og både udviklere, platformleverandører og koncerner er begyndt at udforske mulighederne. På dette eksklusive event dykker vi ned i AI's indflydelse på fremtidens forretnings- og IT-drift. Men vi ser også på, hvordan du mest effektivt arbejder med governance og risikostyring på dine AI-projekter.

21. marts 2024 | Læs mere