Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

007’s ikoniske ure

Den seneste James Bond-film havde premiere i efteråret, og du har måske set den. Lagde du mærke til 007’s armbåndsur? Her ser vi tilbage på nogle af Bonds mest ikoniske ure.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Sean Connery

Den første omtale af et specifikt Bond-ur finder man i Ian Flemings anden bog, Lev og lad dø, fra 1954. Det var et Rolex. Fleming gik selv med et Rolex, nærmere bestemt et Explorer I.

Det var derfor ikke overraskende, at Sean Connery bar et Rolex i den allerføste Bond-film, Agent 007 – Mission Drab (Dr. No). Det var et tidligt Submariner 6538, også kendt som “Big Crown” på grund af dets meget markante krone. Uret blev først produceret i 1955, og det var kun i produktion i fire år.

Uret er også kendt under navnet James Bond Submariner. Connery bar ligeledes dette ur i Agent 007 jages (From Russia with Love) og Agent 007 Contra Goldfinger (Goldfinger). Eksemplarer i god stand er blevet solgt på auktion for 3,5 millioner kroner.

George Lazenby

Efter Connery-æraen overtog Lazenby rollen som Bond (om end kortvarigt) i filmen I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste (On Her Majesty’s Secret Service) fra 1969. Og med den nye Bond fulgte et nyt ur.

Denne gang gik Bond ikke med et Submariner, men med et 6238 Rolex Chrono-graph. Dette ur er populært inden for motorsport, og det bliver ofte beskrevet som en form for “præ-Daytona”, fordi det har alle de funktioner, man kender hos Daytona – på nær tachymeterkransen (som ofte bliver brugt til at beregne en bils fart og omdrejningstal).

Bonds 6238 er det eneste, der findes – filmproducenterne fik det omdesignet, så det havde en ekstra rød viser, der fungerede som Bonds indbyggede kompas.

Roger Moore

Vi skal op i begyndelsen af 1970’erne, før Q Branch for alvor gik i gang med Bonds ure. I filmen Lev og lad dø (Live and let die) fra 1973 bærer Moore et markant modificeret Rolex Submariner 5513, der rummer en kraftig magnet og en indbygget rundsav.

Roger Moores Bond gik dog ikke kun med schweiziske ure; han bærer også et Hamilton Pulsar i de indledende scener af Lev og lad dø, et Seiko 0674 LC (der også kunne udskrive beskeder) i Spionen der elskede mig (The Spy Who Loved Me), og et Seiko M534 Memory Bank i filmen Moonraker. Det sidstnævnte ur havde Q udstyret med sprængstoffer og en fjernbetjent detonator.

Timothy Dalton

Timothy Dalton overtog rollen som Bond i 1987 og gav os en dunklere, mere kompromisløs Bond – tættere på den oprindelige figur, som den er skildret i Flemings romaner. I filmen Spioner dør ved daggry (The Living Daylights) ser man Dalton iført et TAG Heuer Professional Night-Dive 980.031.

Uret fik omkring 10 sekunder på lærredet, og det var både første og sidste gang, Bond er set med et TAG. I Daltons anden 007-film, Licence to Kill, vender Bond tilbage til Rolex-mærket i form af det nyligt lancerede 16610.

Uret var i produktion indtil 2010, og det var lavet af kirurgisk stål, type 904L (der er mere modstandsdygtigt over for rust og saltvand). For første gang blev der brugt hvidguld til visere og tal, således at det ikke ville blive rustent eller patineret med tiden.

Pierce Brosnan

Goldeneye var den første Bond-film, der satte et Omega på 007’s håndled – nemlig et Omega Seamaster 300M Quartz Professional 2541.80.00 med en stor urkasse af rustfrit stål, blå urskive, blå krans og urlænke af rustfrit stål.

Kostumedesigner Lindy Hemming, der fik til opgave at vælge 007’s ur til filmen, sagde, at hun betragtede kommandørkaptajn Bond som “en flådeofficer, en dykker og en diskret verdensmand”, og at han kun ville bære et Seamaster med en blå urskive. Brosnan bærer et Seamaster Professional 2531.80 Chrono-meter i filmene Tomorrow Never Dies, The World is Not Enough og Die Another Day.

Daniel Craig

Daniel Craig førte Bond-stafetten videre i 2006 i Casino Royale, hvor han bærer et Seamaster Diver 300M og et Planet Ocean 600M. I Quantum of Solace bærer 007 endnu et Seamaster Planet Ocean 600M, nu med en mindre urkasse og en urlænke af stål.

I filmen Skyfall går Bond igen med et Planet Ocean 600M, men denne gang i titanium, samt et mere stilfuldt Aqua Terra. I Craigs fjerde optræden som Bond i filmen Spectre fra 2015 bærer han et Omega Seamaster Aqua Terra 150M Master og et Omega Seamaster 300 Spectre Limited Edition. Bemærk, at vi skulle helt frem til Seamaster 300, før Craigs Bond fik et ur med gadgets!