Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Zalman Reserator 3 Max Dual

Bizart udseende men fin køling.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vores første erfaringer med en vandkølet pc var med Zalmans oprindelige Reserator. Det var et kæmpemæssigt vandtårn, der stod uden for maskinen, hvor det pumpede varmt vand ud og sendte koldt vand tilbage i kabinettet. Siden da er Zalman blevet et af de største navne inden for pc-køling. Vi blev derfor bekymrede, da der var forlydender om firmaets konkurs i 2014.

Heldigvis ser Zalman ud til at have overlevet med nød og næppe, og det er godt, når man tager i betragtning, hvor god denne Reserator 3 Max Dual er. Af alle kølerne i denne test leverer Zalman de laveste temperaturer, både ved standardfrekvens og med en overclocket i7-4770K. Det klarer den på en lidt alternativ måde, idet den bruger en kombination af varmerør og køler, som snarere ligner et tårekammer end en vandkøler.

Glimrende køling, men alt for kompliceret.

Varmerørene er forbundet med gummislanger, der skubber og trækker kølevæsken til og fra cpu-blokken. Ventilatorerne afkøler så disse aluminiumsrør. Det er en effektiv metode at sænke maksimaltemperaturen på, men det gør ikke enheden hurtigere til at bringe chippen ned på dvaletemperatur. Systemets relativt lille væskemængde betyder, at den hverken er så hurtig som Nepton 240M eller Ultimate. Selv den gamle Corsair H100i er hurtigere, og det hænger sammen med et større temperaturdelta.

Vi havde håbet, at de fastmonterede ventilatorer ville gøre installationen nemmere, men der er en masse bittesmå skruer og en bizart kompliceret monteringsmekanisme. Den nyeste Reserator er en god køler, men den virker næsten urimeligt kompleks.