Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Windows-tablet med muskler

Konfigureret som en lille bærbar bliver Dell Venue 11 Pro til en tablet, der er optimal på jobbet.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis du kun blev præsenteret for specifikationerne, kunne du godt tro, at Dell Venue 11 Pro var en let og meget tynd pc. Der er 128 GB lager, og en Intel Core M-processor af samme type, som du ofte finder i en lille bærbar computer. Læg dertil en skærm på næsten 11” og høj skærmopløsning samt Windows-styresystem. Og faktisk er det sådan, at hvis du tilkøber et matchende tastatur fra Dell, har du pludselig en ægte hybrid-pc.

På tablettens kanter finder du både USB-porte og kontaktpunkterne til tastaturet. På tablettens kanter finder du både USB-porte og kontaktpunkterne til tastaturet.



Let som bærbar pc
Det er især ydelsen og hukommelsen, der gør Venue 11 Pro værd at overveje, hvis du både ønsker en kvik tablet og et praktisk, mobilt alternativ til din bærbare computer. Her får du så tilpas stærk en maskine, at den kan bruges selv i jobsammenhæng.

Vægten ligger lige under de 800 gram og lige over et kilo, hvis du har Venue-tastaturet med. Det kan almindelige bærbare pc’er slet ikke matche.

Tastaturet koster cirka 1300 kroner, hvilket er i den dyre ende. Men det indeholder ekstra batteri, som kan give op til 50 procent ekstra batteritid. Det er en fin detalje, for så kan du trygt rejse ud på en længere tur og arbejde undervejs uden at skulle lede efter en stikkontakt i nærheden.

Tastaturet er solidt og lækkert bygget, men vi finder tasterne lige små nok, hvis du skal skrive på dem en hel dag – det er ikke komfortabelt. Tasterne giver til gengæld den rigtige følelse i fingrene med god lang ”vandring”, så du aldrig er i tvivl om, at du har trykket rigtigt. Det er ligesom, det skal være på en bærbare pc med et godt tastatur.

Reagerer lynhurtigt
Ydelsen fra Dell mærker man straks. Fra første øjeblik, vi fyrer op under den, opleves den kvik til alt, vi prøver at udsætte den for. Den reagerer prompte, når du trykker på funktioner og ikoner på skærmen - nærmest som en 100 meter-løber, der hører et startskud og farer ud af blokken. Selv tunge billeder og video håndteres med største selvfølgelighed; naturligvis ikke som på en stor arbejdsstation til professionelt brug, men til redigering af egne billeder er den grafiske ydelse solid. Der er da også et dedikeret grafikkort indbygget i tabletten.

Sammen med tastaturet står Venue 11 Pro solidt på bordet og på dit skød. Du tænker ikke over, at det er en tablet med et tilkoblet tastatur, når du arbejder. Den del fungerer rigtigt godt, og pakken føles solid.

Med Venue-tastaturet, som skal tilkøbes, bliver tabletten forvandlet til en ægte hybrid-pc, der kan stilles op som her, når du for eksempel vil se film. Med Venue-tastaturet, som skal tilkøbes, bliver tabletten forvandlet til en ægte hybrid-pc, der kan stilles op som her, når du for eksempel vil se film.

Skærmen står skarpt, og vi savner egentlig ikke den høje opløsning, du får i flere af de pristilsvarende modeller. I vores optik er denne Venue at sammenligne med en mere kostbar Surface-model fra Microsoft, og i det lys er den faktisk rimeligt prissat. Målt som tablet er den imponerende, og vi synes prisen er godkendt, når du tager den høje ydelse med i regnestykket. Det er dog de færreste af os, der har råd til denne maskine plus en større bærbar pc. Alligevel skal Dell Venue 11 Pro ubetinget have en anbefaling herfra.

Microsofts alternativ
Som du kan læse side 58 er Microsoft gået stærkt ind i hardware, og et oplagt alternativ til Dell Venue 11 Pro er da også Microsoft Surface Pro 3, der i mange konfigurationer er lidt dyrere, men også har en mere højopløst og lidt større skærm.

DT12_dell03