Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Bluetooth og WiFi kan til tider forstyrre hinandens forbindelse, når de sender fra den samme pc, og det kan forringe signalet. Ved at kombinere de to teknologier i samme chip, så de kan justere signalet efter hinanden, påstår den taiwanske producent Ralink at have skabt en løsning, der kan optimere ydelsen for dem begge.
RT3592BC8, som den så elegant er blevet døbt, er den første chip, der både kan sende WiFi og Bluetooth 3.0. Den er udformet som et MiniCard og kan klare WiFi-forbindelse i såvel 2.4GHz som 5GHz frekvensbåndet og overførsler op til 300Mbps.
Interferens neutraliserende teknologi sørger for at WiFi og Bluetooth komponenterne uden problemer kan arbejde i de samme bånd eller på separate bånd. WiFi-forbindelsen justeres desuden automatisk til de tilgængelige netværk i nærheden.
I alt skulle man således kunne opnå en forbedring i forbindelsen på 80 procent.
I første omgang er chippen kun til salg for producenter og vil være at finde i forskellige computere senere på året.