Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Man skal ikke regne med evig troskab, hvis man indleder et forhold til en dansker. I hvert fald ikke, hvis man er mobiltelefon.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har bestilt en Megafon-undersøgelse blandt 1040 mobiltelefonejere for at undersøge danskernes kendskab til deres rettigheder i forbindelse med køb og reparationer af mobiltelefoner.
Undersøgelsen viser, at 63 procent har haft deres nuværende mobiltelefon i to år eller derunder. Under 20 procent går rundt med en mobiltelefon i lommen, som har fulgt dem i mere end tre år.
”Når danskerne typisk køber ny mobiltelefon hvert andet år, er der endnu mere at spare, hvis man undersøger, hvor telefonen er billigst. Vores undersøgelse viser samtidig, at de fleste forbrugere stadig er i tvivl om deres rettigheder, når de køber mobiltelefoner og andet elektronik,” siger kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Camilla Hesselby.
Men det er ikke lokkende tilbud fra konkurrerende mobilselskaber eller mængden af smartphones i gaveæsker, der er blandt de vigtigste årsager til mængden af nye mobiltelefoner på danske hænder. 45 procent har købt mobiltelefon, fordi de ville have en nyere model.
”Man kan spare sig selv for ubehagelige skuffelser, hvis man kender sine rettigheder i forbindelse med køb af mobiltelefoner. Det gælder for eksempel, hvis telefonen er fejlbehæftet eller i forbindelse med køb af tillægsforsikringer,” siger Camilla Hesselby.
Danskernes forbrug af mobiltelefoner betyder også, at næsten 80 procent af de adspurgte har en smartphone, så de blandt andet kan læse nyheder og sende mails på deres mobiltelefon.
Mens langt de fleste danskere skifter til ny mobiltelefon hyppigt, er der også et mindretal, der forsøger at købe de mange brugte telefoner billigere. Syv procent af de adspurgte har købt deres nuværende mobiltelefon i brugt tilstand.