Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Virtuelle virksomhedsmiljøer er den nye trend

De fleste mellemstore og store virksomheder er i fuld gang med at virtualisere hele eller dele af it-miljøet. Her fortæller en af de største spillere på virtualiseringsmarkedet, Citrix, hvor udviklingen bevæger sig hen.

Af Jakob D. Lund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Virtualisering af serverparken har efterhånden stået på i en lang årrække med de åbenlyse besparelser, der ligger i at reducere fysisk plads i datacentret, reducere udgifter til strøm og køling samt sænke den samlede administrationstid. Efter servervirtualisering var blevet normen, begyndte flere og flere derefter også at virtualisere applikationerne og desktoppen med samme gevinster for øje. Senest er turen kommet til hele arbejdspladsen – eller ’workspacet’ – og de tilhørende processer.

Mads Skalbo er Country Manager i Citrix Danmark. Han er – naturligvis – meget begejstret for den regulære virtualiseringsbølge, der skyller ind over de danske virksomheder i disse år. En udvikling, som er godt hjulpet på vej af både cloud computing- og mobilitetstrenden.

Han forklarer, at cloud computings transformation af, hvordan man leverer og konsumerer it, passer perfekt til virtualiseringsteknologien, hvor man på samme vis bevæger sig væk fra at bekymre sig om, hvor it-kraften kommer fra, og hvor man i stigende grad fokuserer på selve it-ydelsen. Denne tankegang kobler sig naturligt til det stigende ønske, og for manges vedkommende kravet om at kunne arbejde mobilt, hvad enten adressen hedder Bali eller Ballerup, og hvad enten man arbejder alene eller i teams med et øget behov for samarbejdsværktøjer.

”Som følge af disse trends ser vi lige nu, at der bliver etableret flere og flere mega-datacentre, hvor man centraliserer og effektiviserer driften. Ikke bare blandt udbyderne af it-services, men i stigende grad også i enterprise-virksomhederne selv,” siger Mads Skalbo.

Udover at den teknologiske udvikling tidligere kun muliggjorde store, fysiske maskiner, så havde mange store virksomheder behov for en maskine i datacentret, de kan bruge til test af nye applikationer.

“Tidligere ville det betyde, at it-afdelingen fysisk skulle gøre en dedikeret maskine klar, og det kunne godt tage uger. I dag kan en it-udvikler i et virtualiseret miljø selv gå ind og bestille eksempelvis fire cpu’er, 30 GB ram og noget storage. Så bliver det automatisk provisioneret og stillet til rådighed. Og da den virtuelle maskine er isoleret fra resten af miljøet, er det lige meget, om den crasher og laver 100 fejl. Når man er færdig med at teste, sletter man den bare igen,” siger Mads Skalbo.

Apps pakkes ind i sikkerhed

Denne selvbetjeningstendens, som også influerer på andre teknologiområder end virtualisering, er noget, Citrix i forskellige varianter får mange henvendelser omkring, forklarer Mads Skalbo. Eksempelvis i forbindelse med at et firma ansætter en ny medarbejder, som skal udstyres med de rette enheder og tilhørende apps.

“Her understøtter Citrix to tilgange. Vi kan eksempelvis pushe company-apps ud på brugerens enhed. Eksempelvis Citrix ShareFile, som er en cloud-service og en sikker måde at gemme data på – og et alternativ til Dropbox, som jo er notorisk usikker. Men vi kan også ”indpakke” en app og gøre den sikker.

Så hvis man forestiller sig, at medarbejderen i en periode har behov for en applikation, som ligger uden for virksomhedens vedtagne politikker, så kan vi sørge for, at alle de data, der tilgår den givne applikation på telefonen eller enhver anden enhed, er krypteret. Man kan også bestemme, hvilke andre apps en given app må udveksle data med, så lægen eksempelvis ikke kan sende patientdata via mail ved en fejl. Og den dag medarbejderen har sidste arbejdsdag i virksomheden, forsvinder alle virksomheds-apps på hans eller hendes enheder,” forklarer Mads Skalbo.

Han siger, at området for virksomhedsapps er i voldsom udvikling, og at det er noget, de fleste større virksomheder og offentlige organisationer kigger på i øjeblikket.

[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Man kan også bestemme, hvilke andre apps en given app må udveksle data med, så lægen eksempelvis ikke kan sende patientdata via mail ved en fejl.

[/themepacific_accordion_section]
[/themepacific_accordion]