Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Arbejdsgiverne kan ånde lettet op. Nu skulle det i følge sikkerhedsvirksomheden Check Point Software Technologies være slut med at smide penge efter arbejdsfinansierede pc’er til medarbejderne.
I samarbejde med SanDisk har de skabt Abra - en krypteret usb-nøgle, der gør det muligt at bruge en hvilken som helst pc som sin egen, personlige og sikre arbejdsstation med adgang til virksomhedsmails, arbejdsdokumenter og applikationer.
Dette sker via en sikker VPN-forbindelse, uanset om medarbejderen arbejder online eller offline. Brugeren skal blot forbinde Abra-USB’en med en Windows-baseret pc og indtaste adgangskode for at få arbejds-pc’ens skrivebord og data frem.
Dermed er der ikke længere behov for hverken virksomhedsfinancieret pc eller SmartPhone, hvilket åbner op for store besparelser, da virksomhederne blot kan nøjes med at investere i Abra-usb’en.
Check Point skriver i deres pressemeddelelse, at der ifølge skattespecialister, ingen indikation er på, at Abra bliver omfattet af multimediebeskatning, da løsningen består af en usb-nøgle med præinstallerede applikationer, som ikke kræver en specifik pc, og som heller ikke giver bredbåndsadgang.