Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Villa Watt version 2.0

Opgraderede Villa Watt skal være et af verdens førende inspirations- og demonstrationscentre for Smart Green Home teknologi.

Af Jan Dahlmann, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Når først folk får indsigt i deres el-forbrug, så viser al erfaring, at næsten alle sænker deres forbrug. Det siger den daglige leder af ’demonstrationshuset’ Villa Watt i Taastrup, Birger Hauge, da han står i ’bryggerset’ i Villa Watt og peger på en lille ’dims’ (til 140 kroner), der kan sende meget detaljerede data om sammensætningen af hjemmets el-forbrug på kryds og tværs direkte til en pc.

Villa Watt er ikke en rigtig villa, men ligger i en industribygning i Taastrup. »Villaen« opstod som et stedbarn af klimakonferencen i december i København, COP15, hvor man ville lave et sted, der kunne vise, hvilke muligheder, som it giver en almindelig husholdning og et sted, hvor man kunne blive inspireret.

»Vi havde en fornemmelse af, at folk ikke forstod det her, og det ville vi gøre noget ved. Ude i de private hjem sker der virkelig ikke ret meget på dette område, men når det er sagt, er det også udtryk for, at det først er nu, at tingene for alvor begynder at rykke. Dét vil vi gerne vise, og vi er blevet meget positivt overraskede, for vi har haft rigtig mange besøgende,« siger Birger Hauge, der har en fortid som direktør i IT-Branchen.

Det er den trådløse teknologi, der er buldret frem på markedet i de seneste år, som giver nogle helt andre muligheder både hvad angår nemmere og billigere installation. Men som sagt – de produkter, der arbejder med trådløs teknologi på dette område, er først på vej ud i markedet nu.

Version 2.0

Idéen til Villa Watt blev undfanget i et samarbejde mellem IT-branchen, Videnskabsministeriet og Center for Energibesparelser og de tre private firmaer Global Connect, det rådgivende ingeniørfirma Balslev og Birger Hauges eget firma Ipier Technologies. Dertil kommer et meget stort antal sponsorer.

Birger Hauge selv har været formand for IT-branchens udvalg ’digitale hjem’, og han har spillet en fremtrædende rolle i historien om tilblivelsen. Han fortæller, at budgettet til Villa Watt i begyndelsen var meget begrænset. Men succesen har været så stor, at det takket være diverse finansieringskilder nu er lykkedes at samle opbakning og midler til ’Villa Watt 2.0’.

Efter alt at dømme bliver den nye Villa Watt placeret i den hvide kødby lige bag Hovedbanegården i København, og om alt går vel, er den klar i midten af næste år. En bedre placering kan et sådan center ikke få – men beslutningen er ikke endelig truffet.

»Vi lavet et godkendt projektoplæg til Villa Watt 2.0, som bliver et center, der er fem gange større end det nuværende. I Villa Watt i dag har vi kun et udsnit af et hus, idet vi kun råder over en dagligstue, et bryggers og et køkken, men i version 2.0 skal vi have både soveværelse, badeværelse og børneværelse.«

Heller ikke to’eren bliver en rigtig villa men en serie rum inde i et andet hus. Der skal være mulighed for firmaer at lave særudstillinger og DTU, Teknologisk Institut og andre aktører på energiområdet skal også kunne komme ind. Ydermere skal der være et uddannelsescenter for den danske byggebranche.

Der er en bevillingsramme i Klimaministeriet til democentre for ’smart green homes’, og den prøver Villa Watt at komme med ind under. Også de tre private foundere samt eventuelt Videnskabsministeriet og Center for Energibesparelser med til at finansiere Villa Watt 2.0.

Det nye Villa Watt skal have et showroom og supermoderne mødelokaler, og det skal være større, og intentionen er foreløbig, at man skal kunne gå lige ind fra gaden.

Branchen skal uddannes

»Den danske byggebranche, danske arkitekter og el-installatørerne har en massivt behov for at blive opdateret på dette område. Heldigvis synes interesseorganisationerne hele vejen rundt, at det er en god ide at tage fat på den opgave,« siger Hauge.

Som eksempel på ’problemet’ nævner han havnefronten i København, hvor den ene nye bygning efter den anden er skudt op de seneste ti år.

»Her kan man se hvor lidt intelligens, der er bygget ind i alle disse nye huse. Det er efter min mening tæt på at være en skandale. Specielt i mange af de der huse, der har kæmpe glasfacader ud mod syd. Her ville en intelligent vinduesløsning fra Velux virkelig kunne gøre en forskel,« siger han.

Villa Watt er ifølge Birger Hauge i en meget fin dialog med kommuner, ministerier og erhvervslivets organisationer. »Vi er blevet opfordret til at lave en Villa Watt mobil-version, og om kort tid tager vi til verdensudstillingen i Shanghai og viser en version i den danske pavillon.

Og så åbner vi en ny interaktiv hjemmeside den 13. september, for den nuværende (www.villawatt.dk) er sandt at sige ikke ret meget bevendt.«

Det ultimative hjemmekontor

Hauges rundvisning i Villa Watt begynder i et rum, som Hauge kalder »det ultimative hjemmekontor«. Det er et rum domineret af to 55-tommers fladskærme, der anvendes til videokonferencer.

»Her kan folk ved selvsyn se, hvor god kvaliteten er blevet i dag. Mange af vores gæster har kun set de tidligere genrationer med underlige udfald og stive billeder.

Men i dag kan man jo få nogle fantastiske løsninger i hd-kvalitet for små 100.000 kroner, som vores anlæg koster. Et sådan system kan leases for 3.000 kroner om måneden, og man skal jo ikke foretage ret mange rejser, før det rigeligt har betalt sig hjem! Dét imponerer folk,« fortæller han.

Udover skærmene og et kamera er det et såkaldt codec med, som i virkeligheden er en stor videotelefon, som kan forbindes til pc’ere andre steder.

I rummet er der også LED-lys, (light emitting diodes), der samlet bruger 30 watt og lyser som 10-20 gammeldags 30 watt pærer. Det danske firma Soluters, der har sponseret videokonferencen, har virkelig fået valuta for pengene.

Danske firmaers muligheder

Hvad kan danske firmaer egentlig bidrage med hele på dette område. Ja, ifølge Hauge er det faktisk en hel del.

»Jeg har rejst en del rundt i verden og set mange smarte it-ting-og-sager, og på den baggrund er jeg overbevist om, at danske firmaer faktisk har en rolle at spille på det område, som man samlet kunne kalde ’innovation og kombinatorik’. Jeg tror, at Danmark og danskere generelt er hurtige til at se mulighederne i den nye teknologi for at lave produkter,« siger han.

Han nævner som eksempel lys-firmaet I-NO (udtales på engelsk ’I know’), der er flyttet i etagen under Villa Watt i Taastrup.

Man plejer at sige, at »size does matter«, men det gælder ikke her. I-NO har fået LED- dioder til at ligne en glødelampe, og firmaet har ifølge Hauges mening »et kæmpe potentiale«.

»Først kunne firmaet ikke rigtig se ideen, men da de først kom herud, ændrede det hele sig. Nu er de flyttet herud og arbejder sammen med en række meget spændende lampe- og lysfirmaer.

Det er virkelig spændende, og lyset er enormt flot. Jeg har set meget LED-lys rundt omkring i verden, og I-NO er efter min mening nogle af de mest talentfulde på det område. Og LED-lys bruger en tiendedel af strømmen i en almindelig glødelampe,« siger Hauge med ægte begejstring.

Incitamenterne

Hans erfaring er, at det er et spørgsmål om vilje og kreativitet for at få nye produkter udviklet, snarere end det er et spørgsmål om at have mange penge.

I-NO er et godt eksempel på, at Moore − ham, der forudsagde, at prisen på chips halveres hver 18. måned samtidig med at antallet af transistorer fordobles − ikke har levet forgæves, for elektronikken bliver billigere og billigere.

Det gode er, at de nødvendige incitamenter for at slå igennem på markedet, er indbygget: Der er penge at spare!

»Og hvad enten man kan lide det eller ej, så er flertallet af os faktisk ret konservative og utilbøjelige til at ændre forbrugsadfærd – undtagen når vi kan se en økonomisk fordel ved det – eller hvis produktet er superbekvemt. Hele Villa Watts eksistensberettigelse er faktisk at demonstrere disse fordele,« lyder det afsluttende fra Hauge.

[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Overvåg forbruget

[/themepacific_accordion_section]
[/themepacific_accordion]