Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Vild telefon virker ikke overbevisende

HTC laver normalt gode telefoner, men med Wildfire har man ikke helt formået at ramme plet. Telefonen kan bedst betegnes som acceptabel.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der var store forventninger til Wildfire-telefonen fra HTC, ikke mindst fordi HTC normalt leverer produkter, som virkelig ligger helt i top, når vi snakker om kvalitet. Men der var alligevel et par områder, hvorpå den Android-baserede smartphone skuffede fælt.

Men lad os starte i den gode ende af skalaen. Wildfire har med Android fået en rigtig god brugergrænseflade. Det var dejlig nemt at sætte telefonen op og lige så let at få den konfigureret.

Dog var der lidt knas i maskineriet, da vi skulle koble på det tredje trådløse netværk. Det endte med, at vi måtte genstarte telefonen, før den ville acceptere at logge på netværket. Hvorfor fandt vi aldrig rigtig ud af, men det lykkedes da at få den på nettet.

Men ikke kun godt

Den skal også have ros for lydkvaliteten, som er fuldt på højde med alle andre mobiltelefoner, vi har testet, og det var også skønt at have en smartphone, der rent faktisk kan være i lommen. Ikke som Galaxy S og iPhone, der reelt er lidt for store til at være i bukselommen.

Men når vi nu har nævnt de gode ting, er det også på sin plads at nævne de dårlige ting, og de overskygger desværre de gode.

For det første er der batterilevetiden, der ikke er specielt imponerende. Hvis telefonen bliver brugt til spil, netsurf, sms og tale, dør den ekstremt hurtigt. Vi kunne kun lige holde den i live i en arbejdsdag. Mens den kunne leve i omkring to døgn, hvis vi ikke spillede eller surfede på den og kun førte ganske få samtaler.

Skærmen er heller ikke den bedste, når det kommer til at betjene telefonen. Ved flere lejligheder kom vores tester til at ringe op, når hun bare forsøgte at lægge røret på efter et opkald, og meget ofte blev der startet programmer på telefonen, uden at det var meningen.

Endelig, og som det værste, skal skærmen også have smæk for simpelthen dårlig kvalitet. Pludselig kom der et mystisk og meget generende aftryk på skærmen – netop de to fingre, der bruges til at låse telefonen op med.

De to aftryk forsvandt aldrig igen, og hvorfor de pludselig opstod, var ikke klart – om det skyldes, at den ikke kunne tåle at blive brugt i frostvejr eller lignende, er ikke afklaret, men generende er de to aftryk stadig.