Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Video med effekter fra Creative

Creative er ikke nogen ny spiller på webcam-markedet. I dette nummer af Alt om DATA kigger vi nærmere på et nyt webcam, der har alt for mange underlige effekter med i pakken.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Webcams er langtfra noget nyt. Men som tiden går, bliver de naturligvis forfinede og får flere egenskaber tilført. Således da også med Live! Cam Socialize HD 1080 fra Creative.

Sociale medier inkluderet

Et webcam er ikke rigtig noget værd, medmindre der er nogen i den anden ende, der kan se dig. Dette webcam forbinder sig da også fint til ting som Windows Live Messenger og andre messenger-tjenester, der understøtter videokonference.

Med Live! Cam følger der en cd med drivere og software til hardwaren, og når den er installeret, får du en række muligheder med dit kamera. Dels kan du direkte se, hvad kameraet ser, og derved kan du optage videosekvenser, hvis du for eksempel gerne vil sende en videohilsen til din familie på den anden side af jorden.

Du får også muligheden for at tage almindelige billeder, og for begge dele gælder det, at du har en del indstillinger at gøre godt med.

Størrelsen på billedet og videoen er naturligvis vigtig. Du kan vælge 1.920×1.080 for fuld hd (gælder både video og stillbillede), og du kan vælge 4.800×2.700 for stillbilleder. Dette lader sig naturligvis kun gøre, fordi kameraet er et 12-megapixels kamera.

Potentialet for gode billeder er klart til stede, så vi gik i gang med at eksperimentere lidt med Live! Cam.

Når du optager video, så ender dit værk nederst på en filmstrimmel. Derfra har du et par muligheder. Den ene er at redigere i din video, og her blev vi faktisk lidt skuffede, for det var ikke det store, vi kunne der.

Faktisk så kunne vi ikke rigtig redigere i videoen. Vi kunne tilføje overgange mellem forskellige videoklip, og vi kunne sætte lidt ubehjælpsomme animationer ind på videoen. Du ved – talebobler, udråbstegn og lidt tekst.

Men vi kunne i øvrigt ikke gøre noget som helst ved videoen. Lidt sjovt er det dog, at vi kan koble video og billeder sammen, eventuelt med en overgang, og nogle af de effekter kunne vi tilføje billeder og video.

Effekter – hvad skal vi med dem?

Som nævnt er der mulighed for at tilføje effekter til såvel video som stillbilleder, og de effekter er for at sige det mildt underlige. Du kan således få balloner til at omgive dig. Du kan blive placeret bag Golden Gate-broen, eller du kan blive placeret i et portræt holdt af en hånd.

Er de gode, nej. Er de spændende, nej. Er de noget værd, nej. De virker underlige og forstyrrende og lidt i stil med ”vi må have nogle effekter, alle de andre har det jo”. Anbefaling – glem alt om de effekter. De giver ikke nogen værdi til Live! Cam.

Du har også adgang til nogle avatars, altså repræsentationer for dig. Her kan du blandt andet vælge at være en kat, en tegneseriefigur, en baby, en alien og lidt videre.

Vælg en avatar, og ved at klikke på de humørikoner, der er under de forskellige avatars, kan du ændre udtryk på dem. De kan græde, grine, være vrede og så videre. Igen – vi undrede os over, hvad pokker vi skulle bruge det til.

Men der findes dog et par ting, som er rigtig geniale ved Live! Cam. Dels kan du dele dit skrivebord med andre, hvilket fungerer rigtig godt, dels kan du uploade dine videoer til forskellige sociale medier, såsom YouTube, photobucket, KinKast, Facebook, Youku og box. Smarte funktioner, som fungerer problemløst, og som klart giver dette kamera en merværdi.

Videokvaliteten

Til sidst skal vi nævne videokvaliteten, der ganske forventet er helt i top. Med et 12-megapixels kamera bliver billedet utrolig godt, og kameraet er virkelig godt til at justere for lysforhold.

Samtidig skal kameraet have ros for autofokus-funktionen, der virker overordentlig godt.

Set som et webcam er det et vældig godt produkt – det eneste, der var irriterende, var de underlige effekter, der var med softwaren.