Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Verdens flotteste tv-billede kommer nu

Tv’et er i forvandling – med smart-tv, ultraskarp UHD-opløsning og buede skærme. Og nu kommer den hidtil flotteste skærmteknologi ind på tv-markedet: OLED-skærmen. Vi er ved begyndelsen til en fantastisk billedfremtid.

Af Aksel Brinck, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Billedet på de fleste moderne tv’er er overvældende flot. Og det bliver endnu mere imponerende med de nye UHD-skærme, som er fire gange så skarpe som de skærme med full HD-opløs-ning, der indtil for kort tid siden var enerådende. Langt de fleste af disse tv’er benytter den såkaldte LED-teknologi, men nu breder en anderledes teknologi, OLED, sig ind over tv-området. De første OLED-modeller viser potentialet: Her får du det smukkeste tv-billede nogensinde.

OLED-teknologien er så fantastisk, at der er forventning om, at den snart vil erobre hele tv-markedet. Det vil den måske ikke lige med det samme, for der er ”ugler i mosen” – dem vender vi tilbage til – men den spontane begejstring er ikke ubegrundet. Først og fremmest er der en rigdom og dybde i OLED-skærmbilleder, som kun kan begejstre, selv for det utrænede øje.

Det skyldes en række forhold – herunder, at OLED modsat tidligere teknologier kan vise sort farve helt og aldeles kulsort, at lysstyrken er formidabel, farverne er klare, og at billedet i det hele taget er særdeles kontrastrigt. Desuden er skærmens reaktionshastighed langt højere end ved de hidtidige tv-teknologier, hvilket især er en fordel ved sport, spil og actionfilm, hvor der er mange, hurtige bevægelser.

Som om det ikke var nok til at overbevise om den nye tv-teknologis poten-tiale, kan den byde på en lang række andre fordele, der gør den mere attraktiv end tidligere teknologier. For eksempel kan skærmpanelet i princippet fremstilles lige så tyndt som papir. OLED-skærme kan med andre ord blive langt tyndere end selv de tyndeste LED-tv’er.

Man kan sagtens forestille sig, at man om ikke så mange år vil klistre skærmen direkte op på stuevæggen, pille den ned igen, for derefter at rulle den sammen og hænge den op i soveværelset. Det er nemlig muligt at lave OLED-paneler, så de kan bøjes og bukkes nærmest efter behag.

I øvrigt har OLED-tv’et en betragtningsvinkel på mindst 160 grader. Det gør teknologien særlig velegnet til brug i de buede tv-apparater, som vinder frem i disse år. For så forbedres billedoplevel-sen ikke kun for de seere, som sidder nogenlunde vinkelret på den buede skærms midte, men også de sidst ankomne familiemedlemmer eller venner, der må sætte sig mere ud til siden, får et godt billede.

Sparer strømmen

Derudover bruger OLED-tv’er langt mindre strøm end de gamle billedrørs-tv’er og de moderne LED-skærme. Sidstnævnte kræver baggrundsbelysning, og den skal være tændt hele tiden. OLED-tv’et har ingen baggrundsbelysning, og det reducerer strømforbruget til det halve eller endda mindre.

Det lavere strømforbrug er så også det eneste gode økonomiargument lige nu. For prisen på OLED-tv’et er som med alle nye opfindelser høj i begyndelsen. Det kostede cirka 80.000 kroner i starten. For et halvt år siden var prisen halveret til 40.000 kroner. Men her i efteråret passerede et tv med full HD og skærmstørrelsen 55” de 20.000 kroner i nedadgående retning.

Det er endnu en halvering, så inden længe er prisen ikke det væsentligste argument mod at anskaffe sig innovationen.
Også et andet argument mod OLED-tv’et er ikke længere tungtvejende. Panelernes levetid var tidligere ikke særlig lang. Især den blå lysdiode levede intenst, men kort. Men med forskellige tekniske krumspring har man nu bragt diodelevetiden op på 100.000 timer eller mere, hvilket fuldstændig matcher levetiden for et LED-tv.

Producenterne holder igen

Alligevel skal vi ikke forvente, at markedet lige med det samme bliver oversvømmet af OLED-apparater. Både Sony og Samsung, som har vist tv-modeller med OLED, har trykket på pauseknappen. De er ikke hoppet helt af teknologien, men har begge skruet ned for ambitionerne, fordi de er løbet ind i tekniske vanskeligheder.

OLED er en dyr teknologi at udvikle og forfine, og da avancerne på tv-markedet er ligeså små, som konkurrencen er hård, har de fleste tv-producenter valgt at fokusere på det mest hotte lige nu: UHD-tv med 4K-opløsning.

Men LG har ikke trukket håndbremsen. Den koreanske producent har flere modeller på markedet lige nu – og de er også kommet til Danmark. LG har valgt en lidt enklere teknisk løsning end for eksempel Samsung. Men den synes at fungere godt, for tv’et har fået fine anmeldelser i pressen.

Hvis du har mulighed for det, skal du unde dig at besøge for eksempel en FONA-forretning, hvor der fremvises OLED-apparater. Det er virkelig en billedmæssig oplevelse, og du vil blive overbevist om, at der er grund til at glæde sig til det første OLED-tv inden for hjemmets fire vægge.

OLED-skærme består af karbonbaserede lag, som kan udsende lys, når de placeres i et elektrisk spændingsfelt. Karbon er det samme som kulstof på dansk, og det kategoriseres som et organisk stof – deraf forkortelsen OLED, som står for Organic Light Emitting Diode, dvs. organisk, lysende diode.

Modsat tidens populære LED-skærme, hvor billedpunkterne skal lyses op bagfra af små lysstofrør, skaber hver OLED-diode selv sit lys i en af de tre farver rød, grøn og blå. Derfor kan forskellen mellem lyse og mørke farver blive nærmest uendelig stor.

På det punkt overgår OLED-teknologien selv de bedste plasmaskærme. Man kan sige, at OLED-skærmen rummer det bedste fra to verdener: Den har plasmaskærmens smukke farvegengivelse og kontrast, men også den skarphed, som man traditionelt forbinder med LED-tv’et.

For ikke så længe siden stod den teknologiske kamp på fladskærmsmarkedet mellem LCD (LED) og plasma. Den duel tilhører nu historien. For de sidste producenter af plasma-tv’er,
Panasonic og Samsung, har stoppet produktionen af plasmaskærme og vil fremover fokusere på LED og med tiden sikkert også OLED.

Ingen tv-skærme var flottere end de bedste plasmaskærme, så mange tv-entusiaster begræder plasmaskærmens bortgang. Men de var for dyre at producere, og efterspørgslen var ikke høj nok – de billigere LED-skærme er blevet så gode, at plasmaskærmens fortrin var for lille. Entusiasterne kan så glæde sig over, at OLED-tv’et i løbet af nogle år vil kunne indtage plasma-tv’ets plads.

OLED-tv’et på det danske marked

I skrivende stund er dette buede 55”-tv fra LG det eneste med OLED-teknologi på det danske marked. Og det er værd at opleve. LG’s særlige teknologi med firfarvede pixler tilføjet en hvid underpixel ændrer de traditionelle farver rød, grøn og blå og forbedrer på den måde angiveligt både farvespektrum og -nøjagtighed. Dette forbedrer OLED-pixlernes evne til at gengive farver klart og autentisk.

Hvis kildematerialet er i orden, vil du opleve indholdet så virkelighedstro gengivet, som stod du midt i scenen. Du tager næsten dig selv i at række ud efter billedet for at røre motiverne og genstandene. De livagtige farver giver en seeroplevelse i særklasse.

Med OLED-teknologien opnås det perfekte sortniveau i billedet – en hidtil uopnåelig kvalitet i traditionelle fladskærms-tv’er. De individuelle pixler styrer selv deres egen luminans, så sorte nuancer og mørke farver gengives bedre end nogensinde. Selv i mørke scener er hver enkelt detalje klar og tydelig.

LG 55EC930 er et full HD-tv, men inden længe kommer også UHD-tv’et LG 55EC970 til Danmark med en skærmopløsning, der er fire gange højere end ved full HD.

FAKTA
Størrelse: 55”
Opløsning: Full HD
Smart-tv: Ja
3D: Ja