Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Ultrabook med alternativt snit

Masser af blotlagt aluminium og kileform, det har været devisen for de første ultrabooks. HP’s Envy 4 har sin egen stil, og prisen er overkommelig.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ultrabooks har på nuværende tidspunkt endnu ikke erobret de markedsandele, som Intel og producenterne havde håbet på. Det kan der være flere årsager til. En ikke uvæsentlig må være manglen på tilstrækkeligt stort udvalg af ultrabooks, der har været fornuftigt prissat. Det er heldigvis ved at ændre sig, eksempelvis med denne HP Envy 4 1090eo B6H50EA. Det er jo langtfra alle, der er villige til at investere 9.000-10.000 kroner i en bærbar.

Forfriskende variant

I takt med at en produktgruppe som ultrabooks modnes mere og mere, er det naturligt, at diversiteten bliver større. Envy 4 er en 14" ultrabook, hvilket betyder, at den er en smule større end de første ultrabooks, der højst var på 13,3". Det er en fuldblods ultrabook, i dette tilfælde med en Intel Core i5-3317U dual core-cpu på 1,7GHz.

Men det er ikke en kileformet skinnende aluminiumssag. Den vejer 1,8 kg og er 19,8 mm tyk. Det er således stadig en tynd sag i profil, blot spidser den ikke så meget til fortil. På Envy 4 er siderne af kabinettet og bunden rød med et gummilignende feel. Det komplimenterer for det første det børstede sorte aluminiumslook flot. For det andet bevirker belægningen, at det føles behageligt at røre ved denne ultrabook. Det sorte aluminium er derimod meget modtageligt over for fedtede fingre.

Ultrabook medium

Envy 4 1090eo har kke de højeste specifikationer for en ultrabook. Her er ingen Core i7-cpu eller indbygget dedikeret ssd. Den klarer sig dog fint med de midler, den har. Foruden førnævnte cpu er det 4GB ddr3-ram og en harddisk på 500GB, der suppleres af en 32GB ssd integreret på bundkortet.

Det er netop det drev, der gør, at Envy 4 stadig starter med det samme efter slumringstilstand. Det selvom harddisken med en gennemsnitlig sekventiel læse-hastighed på 89,3MB/s ikke er vildt hurtig til alle opgaver.

Men takket være ssd'en var søgetiden sølle 0,171 ms målt med HD Tune Pro 5.00. Resultatet er, at den føles responsiv. Man kan ikke sige, der mangler noget i denne ultrabook. Der er en usb 3.0-port, to usb 2.0-porte, hdmi-stik, kortlæser og de sædvanlige stik til hovedtelefon og mikrofon.

Der er ikke blevet plads til optisk drev. Men der er selvfølgelig 1Gbit/s lan, 802.11n WiFi samt bluetooth. Grafikken klares her som i de fleste ultrabooks af den i cpu'en integrerede grafik. Her i form af Intel HD Graphics 4000. Det er en glimrende grafikløsning, der passer fint til de opgaver, man oftest gør med en ultrabook.

Kvaliteterne

Skærmen skal lige have en bemærkning. Det er nemlig en meget lysstærk skærm med en skærmopløsning på 1.366×768 pixels. Den er ikke reflektionsfri, men meget flot. Det overordnede kvalitetsindtryk er godt.

Det forsænkede tastatur har dejligt store taster og kort vandring. Vigtige taster har indikationslys. Tasterne er også baggrundsbelyste. Dette aktiveres ved hjælp af [F5]-tasten, der lyser, når baggrundsbelysningen er slukket. Touchpad er stor med integrerede museknapper. Den er forsænket, men rager alligevel op over de umiddelbare omgivelser.

En smart detalje ved touchpad er, at den kan deaktiveres ved at tappe to gange hurtigt efter hinanden på et lille felt i øvre venstre hjørne.

Som flere andre HP-bærbare har den indbygget Beats-lydsystem med to højttalere og indbygget subwoofer. Batterilevetiden var på 2 timer og 12 minutter i den skrappe test i Battery Eater 2.70 Pro. I den mindre belastende læsetest varede batteriet 6 timer og 22 minutter. Sammenlagt o.k., men ikke imponerende for en ultrabook.