Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Uden svage punkter

HP vinder testen med et mulehår foran Samsung. Reelt er de to maskiner meget ens, og begge er veludførte.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Pavilion DV7-7080eo er dog lige en tand mere gennemført. Således er overfladen i lækker aluminium tæt på at være lige så flot som Apples – her dog i sort finish. Tastaturet er exceptionelt behageligt at skrive på. Læg dertil en pegeplade, som er ultrapræcis, og vi har de punkter, hvor HP overgår den ellers fremragende Samsung.

Pavilion-modellen er – ganske som Samsung – udstyret med en Intel i7-processor, 8 GB hukommelse og hele 1,5 TB harddisk. Altså 1.500 GB! Det er vist rigeligt for de fleste.

Desuden er vægten blot 3,15 kilo, lidt lettere end Samsung, der er testens sværvægter med 3,5 kilo.

Også på lyden er HP-maskinen en vinder. Den er skabt i samarbejde med Beats Audio, og gengivelsen er markant bedre end gennemsnittet på markedet. Der er mere power, større klarhed og i det hele taget mere indlevelse. Det er gengivelse, der gør, at du gider se film via Blu-ray-drevet, når du er på ferie, eller opleve et klip på You-Tube uden at tilslutte hovedtelefoner. Er du til heftig gaming, er lyden også godkendt, selvom de fleste gamere nok vil foretrække et større lydsystem med separate højttalere.

HP-skærmen minder om Apples. Den har en neutral gengivelse uden for meget tilført glans. Apples Powerbook er lige en tand bedre og mere korrekt. Pavilion leverer lidt mere power i farverne, hvilket er en fordel ved underholdning (men en ulempe ved kritisk billedbehandling).

HP er en stor computer, det kan den ikke løbe fra. Den er testens næstmindste, men føles bestemt stor. Det opvejes heldigvis lidt af det meget lækre design, som både er enkelt og smagfuldt.

DATATID MENER:

Fremragende bærbar på alle væsentlige punkter. Testens vinder.