Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Ud ad døren – foråret venter derude!

Den mørke vintertid er ovre. Foråret står på spring, så nu skal hele familien op af sofaen, ud og nyde den friske luft og det klare lys med hyggelige ture i det fri og spændende aktiviteter under åben himmel. Her får du inspiration til nogle dejlige forårsdage.

Af Aksel Brinck, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Solen er kommet højere på himlen, og så sker der noget underfuldt med os mennesker: Det kribler i os efter at komme i gang, udrette noget og igen nyde livet frit og i fulde drag. Vi bliver som genfødte og må bare ud og indsnuse den klare, lyse atmosfære, mærke duftene, høre fuglenes sang – og selv blive aktive efter en lang vinter i sofahynderne. Og verden er åben og fyldt med spændende muligheder for hele familien uanset, om ambitionerne er at løbe vinterens sul af sig eller bare have det sjovt under åben himmel.

Helt uambitiøst – men til stor gavn for familiens humør og sammenhold – er en gåtur ud i skoven. Hvorfor ikke nøjes med en tur i den nærmeste skov eller park? Her i det spæde forår er naturen et udstillingsvindue af alle de ting, som de kommende måneder vil byde på af insekter, grønne blade, kvidrende fugle og glade dyreunger. Man skal bare have øjnene med sig.
Allerede nu er stæren tilbage. Hvis der er mange nok, hvirvler flokkene som ”sort sol” hen over himlen. Hvis der er få, kan man se dem sammen rykke hen over græsplænerne efter et godt måltid, som var de en miniflok kvæg. Og selvom vinteren måske har halveret antallet af fugle i den lokale allikeflok, leger de stærke overlevere nu højt på himlen med hinanden, som om intet er hændt. Hvilken optimistisk livsglæde!

På familiens vej gennem en park eller forbi haverne peger de voksne på det spirende forår. Og børnene kigger nysgerrigt op: Der er hvide, flossede blomster på troldnøddebusken. Kirsebærkornellen har små, gule blomsterskærme. Der er lange, dansende rakler i hasselnøddekrattet. Og man kan plukke vintergækker og nyde tæpper af erantis og krokus.

Smukke ture i landskabet
Hvis ambitionerne er større, og der virkelig skal tabes nogle kilo, er der smukke, lange vandreruter gennem Danmarks skønneste landskaber, ofte med shelters langs ruten, så man kan overnatte tørt på ruten. Hærvejen og Kyst til kyst-stien i Jylland, Øhavsstien på Sydfyn, Sjællandsleden på Sjælland og Møn og Bornholmsstien – alle er de tilrettelagt med skiltning og andre faciliteter for familier og singler med smag for timevis i det fri.

Hvis I måske synes, der skal lidt mere til end bare at gå, og pulsen gerne må komme lidt længere op, indbyder naturen også til vild og udfordrende leg. Blandt de nyeste muligheder er geocaching og dogmeatletik.

Geocaching er en verdensomspændende leg, en slags skattejagt, hvor du med din mobiltelefon skal finde små skatte (”cacher”), som ligger gemt i landskabet, også tæt på din families bopæl. I kommer med i legen ved at melde jer til på geocaching.com. Skatten er typisk en plastbeholder med en blyant, en logbog og ”gaver”, som ikke har nogen særlig værdi, men som er sjove at finde.

Når en skat er fundet, skriver man i logbogen, tager nogle af tingene fra beholderen og lægger noget andet ned i den i stedet. Herefter går man videre til næste post med de ting, man fandt. Det er enkelt, men virkelig spændende og en aktivitet, der er sjov for hele familien, både børn, genstridige teenagere og voksne.

Dogmeatletik har endnu ikke samlet millioner af udøvere. Men det er en ny og kreativ måde at lege i naturen på. Konceptet er udviklet af forskere ved Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, og det er et kombineret sportsspil, hvor der indgår kast, løb og spring. Deltagerne skal sammen vælge atletikøvelser, hvor der kun bruges rekvisitter fra den omgivende natur. Opgaverne fordeles ved hjælp af nogle kort, man kan printe ud. En af dem kan være længdekast med rafter gennem en hel rute, en anden løb hen over naturlige forhindringer. Ideen er at gøre naturen til et fitnesscenter. På Naturstyrelsens hjemmeside (se boks) findes regler, kort, tips og andet, så I kan komme i gang eller blot finde på jeres egne legende motionsaktiviteter.

På hjul gennem skoven
Vi danskere elsker at cykle, og de fleste af os har som børn prøvet at drøne gennem en skov på to hjul. Op og ned ad bakkerne med bladene hvirvlende omkring cyklen. Det er sjov leg uanset alder. Og familien kan jo bare tage deres ganske almindelige bycykler, pumpe dækkene godt op og så smutte ud i den nærmeste skov – eller ud på en af de superruter, som de danske turismeorganisationer anbefaler som særligt velegnede.

QM02_udad02

Og skal det være vildere, skal I anskaffe jer en mere terrængående cykel, en mountainbike (eller MTB, som den hedder blandt entusiasterne), der med sin særlige gearing, affjedring og tykke dæk er som skabt til skovens knudrede landskab. Med disse cykler kan I virkelig få fart på hen over bakketoppene og nærmest flyve gennem skoven. Det er fremragende motion, samtidig med at kroppen fyldes af skovens dufte og den friske vind kæler for kinder og hænder. Også her kan man få ekstra udbytte ved at benytte anbefalede ruter, for eksempel Naturstyrelsens 10 udvalgte baner.

Brug nettet til at få ideer

Vandringer og leg
Klassiske vandreruter: visitdenmark.dk/da/danmark/aktiviteter/klassiske-vandreruter-i-danmark
Geocaching: geocaching.com
Dogmeatletik: naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/aktiviteter/dogmeatletik

Cykling og mountainbike
Oversigt over gode cykelruter: danskturismefremme.dk/danskturismefremme/cykelruter
10 tilrettelagte mountainbike-router: naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/aktiviteter/mountainbike
Gode mountainbike-spor: singletrack.dk/mtb-sager/mtb-spor-i-danmark

Bliv klog på naturen med apps

Du har helt sikkert din smartphone med ud på forårsoplevelserne, så hvorfor ikke blive klogere på naturen med gode apps? Her er tre, vi kan anbefale.

Naturguide
Danmarks Naturfredningsforening har udviklet en app, der fortæller om de fredede områder i landskabet: Naturkatapulten, som giver forslag til oplevelser i naturen og Naturhelten, der viser, hvordan du passer på naturen. Iphone og Android.

QM02_udad03

Naturbasen
Find ud af, hvilke dyr, svampe og planter der befinder sig lige der, hvor du og din familie opholder jer, og brug appen til at identificere det, som du finder i naturen. Iphone og Android.

QM02_udad04


Naturspot/Ud i Naturen
Naturstyrelsens app viser dig, hvilke naturseværdigheder, overnatningsmuligheder, faciliteter og legemuligheder der er i naturområderne, hvor du bor. Iphone (Naturspot) og Windows (Ud i Naturen).

QM02_udad05

Strøm til mobilen
Du løber ikke tør for strøm ude i vildmarken, hvis du tager denne powerbank med dig. Den kan nemlig oplade din smartphone eller tablet overalt. Kapaciteten er 4400 mAh.
Trust Powerbank

QM02_udad06

Optag hele turen
GoPros actionkameraer er som skabt til video-optagelser i det fri. Session-kameraet er det hidtil mindste og letteste. Optager video i full HD, og fotos har 8 MP opløsning. Kameraet har en høj framerate på 1440p30, 1080p60 video og 720p100, så du kan få flotte videooptagelser
GoPro Hero 4 Session

QM02_udad07

Hold styr på din træning
Hvor meget motion får du egentlig? Det har du fuldstændig styr på med dette fitnessarmbånd, der registrerer din puls, antallet af skridt og sågar melder indkommende mobilopkald.
Fitbit Charge HR

QM02_udad08

Hårdfør mobil
I naturen har du brug for en hårdfør mobil. Denne prisattraktive Android-smartphone er vand- og støvafvisende og har et flot design. Og du får 4,5”-skærm, 4G, Bluetooth, Wi-Fi og NFC.
Samsung Galaxy Xcover III

QM02_udad09