Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Tynd Sony-tablet er en komplet pc

Vaio Tap 11 har alt, hvad du forventer af en stærk arbejdsbærbar, men dimensioner som en almindelig tablet.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Med Windows 8 er arbejdscomputeren for alvor blevet mobil. Microsoft viste med Surface Pro, hvordan man presser en komplet Windows-pc ned i tablet-format, og på sin vis er Vaio Tap 11 et direkte modsvar til denne, for her har Sony skabt en tablet, der til forveksling minder om deres Android-baserede Xperia Tablet z, blot udrustet med komponenter du ellers kun forventer at se i en stærk arbejdsmaskine.

Trådløst tastatur

Tykkelsen er blot 9,9 mm, hvilket nogenlunde svarer til en iPad af forrige generation, og vægten er 780 gram. Med diskret skærmstørrelse på 11,6” er den således nem at have med i tasken, selv inklusiv det trådløse tastatur, der følger med. Det klikkes nemlig bare på skærmen, når du transporterer Tap 11, så det dermed også fungerer som cover.

Når du vil tage tastaturet i brug, er det blot at tænde for det, og så sker den trådløse sammenkobling helt automatisk. Tastaturet er af en god kvalitet og føles behageligt at skrive på - en anelse bedre end Microsofts plastikagtige Type Cover, der dog til gengæld har den fordel, at det sidder fast på maskinen, hvilket kan være godt, hvis du sidder med computeren i skødet.

Lige som Microsofts maskine har Tap 11 også indbygget stander, som klappes ud på bagsiden, så den kan stå af sig selv. Standeren er stabil og rimelig fleksibel, og du kan stille skærmen i forskellige vinkler.

Indbygget scanner

Selv om det er svært at klage over dimensionerne på Tap 11, kan det alligevel undre, at Sony ikke har kunnet klemme den endnu mere ned i størrelsen. For der er meget pladsen tilovers i siderne samt bunden og toppen af skærmen og det samme gælder på tastaturet, som ikke havde taget skade af at smide et par millimeter.

Skærmkvaliteten kan man dog ikke klage over. Opløsningen er full HD, og som vi efterhånden er vant til fra Sony, står billedet flot og skarpt med rigtig fine farver. Touch-responsen er ligeledes glimrende, og som Windows 8-tablet fungerer Tap 11 derfor upåklageligt.

Der medfølger også en pen af ganske høj kvalitet, så du kan skrive noter og arbejde kreativt med tegne- og-grafikprogrammer.
Desuden får du 8 megapixel kamera på bagsiden samt scanner-software, der gør, at du kan snuppe et snapshot af et dokument og dernæst få Tap 11 til at skære det til og registrere eventuel tekst, som du så kan redigere videre i. Ret smart.

Hurtig men hed

At det overhovedet er muligt at klemme en Core i5-processor ned i en maskine så tynd som denne er i sig selv at betragte som et lille mirakel.
Når først man er kommet sig over den indledende fascination, må man dog også sande, at sådanne kræfter ikke kommer helt uden konsekvenser, som eksempelvis en ikke helt ubetydelig ophedning af den spinkle tablet, hvilket ikke spiller særligt godt sammen med et apparat, man ofte vil sidde med i hænderne.

Læs hele testen i Alt om DATA 03/2013, som kan købes digitalt hos Zinio.