Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Transportabel harddisk der klarer lidt af hvert

Aldrig har det været billigere at købe en ekstern harddisk til at bruge undervejs.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi vælter os i stadig større datamængder hver dag. Det gælder for så vidt både i forbindelse med arbejde, og med fritidsrelaterede sysler.

Hvad enten vi vil indrømme det, er vi blevet forvænte med at have adgang til vores data næsten uanset, hvor vi er. Seagate Backup Plus er et eksempel på en transportabel harddisk, der netop kan sørge for dette.

Der er tale om en usb 3.0-baseret, transportabel harddisk med dimensionerne 123,4 mm x 81,1 mm x 14,5 mm og en vægt på 224 gram.

Drevet fås i tre varianter med 1 TB, 750 GB og 500 GB lagringskapacitet.
Det er den mindste med 500 GB, vi har kigget på her. Det er måske ikke en voldsom størrelse i dag. Men der er stadig plads til mange fotos, videoer, dokumenter, programmer og andre data, man måtte ønske at have med sig, når hjemmet forlades.

Fornuftig investering

Backup Plus er en ganske fornuftig investering med tanke på, at du ret hurtigt kan flytte dine data til og fra drevet. Der er ikke tale om ssd-hastighed, men til gengæld får man hele herligheden for lidt over en plovmand.

Ikke nok med det, for Seagate Backup Plus leveres med Seagate Dashboard-softwaren, der dog lige skal downloades først gennem installationsfilen. Denne ligger på det transportable drev.

Dashboard-softwaren dækker over to funktioner i en overordnet og overskuelig brugergrænseflade. Det ene er et backupprogram, der tager backup af de filer, der er ændret på din computer.

Første gang den kører, vil dette selvfølgelig være alle filer på pågældende sted. Man kan nemlig vælge at tage backup af alle filer på et drev, bestemte filtyper, bestemte mapper eller bestemte filer.

Man kan også vælge hvor tit programmet skal tage backup af ændrede filer, om det skal være løbende, en gang om ugen, eller en gang om måneden eksempelvis.
Den anden indbyggede funktion er, at man kan uploade fotos og videoer til sine Facebook-, Flikr- samt Youtube-konti. Det er også muligt at downloade fotos og videoer fra Facebook og Flikr.

Nu til hastigheden. Den har vi målt med HD Tune Pro 5.00.
Den gennemsnitlige læsehastighed er på 93,1 MB/s fordelt over hele drevet. I filtesten er resultatet 112,8 MB/s i læseoperationer, og 105,4 MB/s i skriveoperationer. Drevets temperatur i testen topper ved 38 grader Celcius.