Af Peter Hyldahl, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Signalkabler til musikanklæg er en truet art. Nu skal vi allesammen (ok, mange af os) have trådløse højttalere, og musikken transmitteres kabelløst gennem æteren fra hjemmets pc, den personlige smartphone eller den nye, fikse iPad. Det er smart, men ikke uproblematisk, hvis man foretrækker høj lydkvalitet, og det er vi jo stadig nogle stykker, som går op i.
En af ”flaskehalsene”, når vi taler god lyd, er selve den trådløse overførsel fra afspiller til højttaler. Og her benytter man i dag en af to standarder: Bluetooth og Wi-Fi.
Bluetooth er vel nok den mest udbredte standard til trådløs musikoverførsel – ikke kun til trådløse headsets, men også til såkaldte trådløse højttalere, der er små anlæg med både højttalerenhed(er) og forstærker. Standarden fungerer fint nok, så længe afstanden til den enhed, du streamer fra, ikke er alt for lang.
Men Bluetooth er ikke bare Bluetooth. Versionerne Blue-tooth 3.0 og 4.0 er bygget til stereolyd i langt højere grad end de tidligere 1.0 og 2.0, som var ganske ringe, fordi lyden her blev ekstra hårdt komprimeret. Hvis du i dag leder efter det bedste Bluetooth-headset eller de bedste Bluetooth-højttalere, bør du ubetinget gå efter Bluetooth 4.0 med understøttelse af den såkaldte aptX-codec. Det giver lyd i 16 bit ved 44,1 kHz, hvilket svarer til cd-kvalitet. Vær opmærksom på, at aptX skal understøttes både af senderen og modtageren.
2,4 GHz giver lavere kvalitet
Den anden trådløse standard, Wi-Fi, er bedst, hvis du vil streame til flere rum, og hvis du vil være sikker på høj kvalitet. En 802.11n-router er rigelig stærk til formålet, og den nye 802.11ac-protokol er endnu bedre. Men – for der et men – en 802.11ac router kan sende på både 2,4 GHz- og 5 GHz-båndet. Modsat, hvad mange måske tror, vil den dog ikke switche automatisk mellem de to bånd. Valg af bånd afhænger af den enhed, du tilslutter. Som udgangspunkt vælger routeren 2,4 GHz, som har fordelen af lang rækkevidde. På det punkt er 2,4 GHz langt bedre end 5 GHz-båndet. Men sidstnævnte leverer til gengæld en højere kvalitet.
Radiosignaler fungerer nemlig sådan, at jo lavere frekvens der sendes på – jo længere radiobølgerne er – des længere kan de nå ud.
Derfor giver 2,4 GHz bred dækning i hjemmet. Den automatiske brug af dette bånd har dog den kedelige sideeffekt, at det er et lidt overfyldt univers. Båndet rummer i denne sammenhæng 11 kanaler, og man vil typisk vælge at lade routeren sende samtidig på kanal 3, 6 og 11, så der ikke er overlap eller interferens mellem kanalerne.
Men måske gør naboerne det samme, og så forstyrres dit signal nogle steder i boligen. Desuden kan andre radiokilder – for eksempel mikrobølgeovne, et trådløst musiksystem som Sonos og endda fjernstyrede biler – findes på 2,4 GHz-båndet. Risikoen er selvfølgelig størst i etagebyggerier, og her kan du få problemer med både ringe forbindelse og nedsat lydkvalitet.
Derfor er den bedste Wi-Fi-løsning en 802.11ac-router, hvor du aktivt vælger 5 GHz-båndet. Her er kanalerne lagt, således at de ikke kan forstyrre hinanden (typisk kanal 36, 40, 44). Desuden er der ikke ”fnidder” fra andre apparater som på 2,4 GHz-båndet.
Hvis 5 GHz-båndet ikke kan nå helt ud i boligens yderste hjørner, kan du redde det gode signal ved at sætte en repeater op.
I praksis vil du kunne streame højkvalitetslyd og HD-video til mindst fem forskellige enheder i en bolig på 200 kvadratmeter ved at benytte 5 GHz-båndet via en 801.11ac-router suppleret med en repeater. Vi har testet det i forbindelse med denne artikel, og det fungerer, men uden repeateren kunne vi ikke opfange et kvalitetssignal i alle rum.
I boliger med tykke beton- eller murstensvægge skal du dog regne med en lidt kortere rækkevidde.
Lydkvaliteten afhænger helt af signalkvaliteten. Og hvis du streamer lyden via hjemmets trådløse netværk, kan du selv måle, om dit trådløse netværk er godt nok – med to værktøjer.
Med det ret enkle program Heatmapper kan du måle signalstyrken. Den registreres i dBm, og fuld styrke er 0 dBm. For hver 3 dBm signalstyrken falder, er den halvt så stærk. Som udgangspunkt må du ikke have mindre end -63 dBm, før du får problemer. Heatmapper giver mulighed for lynhurtigt at få et grafisk overblik over alle access-points i nærheden med informationer om sendestyrke, kanaler og frekvensområde. Programmet er gratis og kan downloades på www.ekahau.com/wifidesign/ekahau-heatmapper.
Vil du have det fulde overblik, skal du overveje programmet InSSIDer. Det leverer meget præcise signalstyrkemålinger i dBm og giver grafiske repræsentationer af kanaler og sendestyrke over tid. Programmet koster cirka 50 kroner til Android og 100 kroner til Windows eller Mac: www.inssider.com.
Wi-Fi-standarden bliver hele tiden forbedret, og den udvikling stopper ikke foreløbig – til glæde for trådløs musik og alle de andre ting, du bruger det trådløse netværk til.
Ifølge netværkseksperten Lasse Skovgaard Tellerup fra SEC DataCom er de 802.11ac-produkter, som findes på butikshylderne i øjeblikket, blot første generation af den nye standard, og ikke andet end den tidligere 802.11n på steroider.
Det væsentlige er, at 802.11ac lige nu kan levere 80 MHz kanalbredder i stedet for kun 40 MHz samt 256-QAM-modulation i stedet for 64-QAM. Den høje modulation kræver imidlertid en meget høj signalstyrke og uhindret signalvej. Hastighedsforbedringerne i 802.11ac opleves derfor kun, når ”klienten” er meget tæt på access-pointet. Forskellen er dog ret stor, for 80 MHz kanalbredde kan holde en hastighed på 1,3 Gbps mod 450 Mbps på 40 MHz.
”I slutningen af 2014 forventes det, at anden generation af 802.11ac-standarden kommer på markedet, og det er her magien sker med introduktionen af to nye funktioner. Den væsentligste funktion bliver Multi-user MIMO, som kan sammenlignes med det kvantespring det var for kablede netværk, da switchen erstattede hubben.
Med denne nye teknologi kan access-pointet transmittere til flere klienter samtidig og endda tage højde for klienternes forskellige hastigheder. Transmit Beamforning er den anden væsentlige funktion, som faktisk blev introduceret allerede i 802.11n-standarden, men det var valgfrit for producenterne, hvordan de ville implementere den, så det blev aldrig en succes. Med 802.11ac findes der kun én implementering, så alle producenters udstyr fungerer sammen,” fortæller Lasse Skovgaard Tellerup.
”Ved at kombinere Multi-user MIMO med Transmit Beamforming muliggøres meget høje hastigheder,” slår han fast.