Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Trådløs lyd på første klasse

Den trådløse højttaler er tæt på at være førstevalg, når lydanlægget skal fornys. Her tester vi seks af de mest spændende kvalitetshøjttalere, der fungerer uden signalkabler. Testen afslører, hvilket prispunkt der tilfredsstiller det kræsne musikøre.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Trådløse højttalere erobrer vores hjem. Mange af os siger farvel til signalkablerne og streamer i stedet lyden trådløst ved hjælp af Bluetooth- og Wi-Fi-standarderne (for eksempel med teknologierne AirPlay og DLNA).

Nu er trådløs lyd ikke længere et niche-produkt for tekniknørder eller ”first-movere”. Alle bredt sigtende højttalerproducenter er sprunget med på trenden. Det dokumenterer denne test af trådløse højttalersystemer med al tydelighed.

Vi har til testen valgt enkeltstående systemer (ikke multirumsløsninger), der ikke er alt for billige – for at finde førsteklasses lyd. Vi har også lagt vægt på, at testdeltagerne gør sig godt visuelt. Højttalerne er jo en del af hjemmets møblement. Det gav faktisk plads til to danske højttalere blandt de i alt seks testdeltagere.

Testen viser, at kvaliteten er stigende for denne type produkter, men også at du skal op over de 3000-4000 kroner, før lydkvaliteten kan tilfredsstille det kræsne øre. Hvorfor skal det være så dyrt?

Det skyldes, at en trådløs højttaler rummer meget mere elektronik end de kablede højttalere. Foruden selve højttaler-enhederne er der netværkskort, forstærker, strømforsyning og digitale lydkredsløb, så du har mulighed for at justere lyden.

Motion til højttaleren

Uanset pris lyder højttalerne ikke bedst muligt, første gang du lytter til dem. En højttaler skal nemlig motioneres. Højttalerenheden sidder i et ophæng, som til at begynde med er ret stift.

Og da lyden skabes, når højttalermembranen bevæger sig (langsomt i bassen og hurtigt i diskanten), er lydkvaliteten afhængig af, hvor frit højttalermembranen kan bevæge sig. I ”stive” højttalere kan membranen ikke bevæge sig optimalt. Lyden har en svag mellemtone, mens bas og diskant er dominerende.

Men efter nogle timer – 10 til 100 timer afhængig af højttaleren – bliver klangen langsomt mere blød, bedre opløst og mere behagelig. Så giv den bare lidt gas i starten, eller lad højttaleren spille radio, mens du ikke er hjemme. Husk blot at tage hensyn til eventuelle naboer.

Læs testene her:

Bower & Wilkins A7
Logitech UE Airspeaker
Dali Kubik Free
Libratone Loop
Harman Kardon Onyx
B & O BeoPlay A9