Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
De uendelige mængder af fotos og video, der hober sig op på vores harddiske, kan nemt blive uoverskuelig at finde rundt i. Derfor er det godt med gode værktøjer, der tager sig af organiseringen.
XnView er et billedfremvisningsprogram, der udmærker sig at ved at kunne vise 400 forskellige billedformater. Dermed er programmet anvendeligt i stort set alle situationer. XnView kan også konvertere billeder til andre formater samt organisere dem efter forskellige kriterier, så de er nemmere at finde rundt i.
Er det dine videoer, du vil have styr på, er det i stedet Videophile, du skal overveje at investere i. Programmet er skabt til at organisere videofiler og kan både holde styr på dem på computerens interne lager samt dem på dine forskellige eksterne diske. Det kan også tagge dem efter brugerens ønsker og vise videoerne i sin egen fremviser.