Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Til dæmpet lyd i baggrunden

Denne radio er prisbillig, men egner sig også bedste til taleprogrammer og dæmpet baggrundsmusik.

Af Kasper Nesager, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den er særdeles transportabel, Sonys XDR-S60DBP. Selv med batterierne sat ind, vejer radioen blot 1,3 kg, og den kan spille DAB-radiokanaler i op til 16 timer, hvilket gør XDR-S60DBP mere end egnet til at tage under armen, når du skal ud ad døren.

At XDR-S60DBP hører til i den lave ende af prisskalaen, vil du kunne mærke på mono-lydens kvalitet og på materialet. Bassen er alt andet end slagkraftig – den skaber en undertone af forvrængninger, når du lytter til elektronisk musik. Diskanten er alt for fremtrædende, hvilket giver en ”dåseeffekt” ved stort set alle musikgenrer. Tale virker også en anelse forvrænget, men er bestemt til at leve med, så produktet fungerer, hvis du blot skal have en radio til garagen eller et andet sted, hvor du har behov for noget dæmpet lyd i baggrunden.

XDR-S60DBP forsøger at kopiere designet fra 60'er-transistorradioer, hvilket lykkes, men udseendet lider af, at Sony har placeret radioens knapper på en underlig måde. Du har fem knapper i toppen, en drejeskive på frontpanelet, som er omringet af fire knapper, og en drejeskive i højre side. Resultatet er et sært miks af retro og minimalistisk design, der fejler, fordi knappernes placering og antal skaber for meget forstyrrelse i udseendet. Ydermere føles plastikmaterialet, som radioen er lavet af, meget billigt.

Radioen er stort set blottet for øvrige funktioner end radioafspilning. Du kan kun tilslutte dine høretelefoner gennem den analoge indgang.
Prisen er lavsammenlignet med konkurrenterne, men ved at have dette produkt med i testen får vi dokumenteret, at i dette prisleje skal du ikke forvente høj kvalitet – hverken lyd- eller materialemæssigt.