Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Thx you for the music

Logitech Z623-højttalere har George Lucas-godkendt thx-certificering.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Logitech-produkter synes at dele sig i to forskellige kategorier, især når det gælder højttalere. Vi har set – og hørt – 5.1-systemer til 2.300 kroner, der jævner alt andet med jorden. På den anden side kan man også få et sæt stereohøjttalere til 150 kroner, der lyder, som om de ikke burde have kostet mere end 50 kroner. Til en pris på 1.250 kroner er Z623 bestemt ikke billige, men lyder de, som om de er alle pengene værd?

Svaret er et rungende ja. Lyden er dyb og fyldig, og det er det mest ”tredimensionale”, vi nogensinde har hørt fra et 2.1-system.
Selv med lyd, der kommer fra en bærbar maskines tvivlsomme indbyggede lydkort, lød det, som om skudsalverne fra vores foretrukne skydespil kom alle mulige steder fra. Balsam for sjælen. Bas og diskant er perfekt justeret fra fabrikken, men hvis man vil have mere bas, kan man bruge drejeknappen på den højre højttaler.

På trods af højttalernes lidt alien-agtige udformning er samlekvaliteten god. Subwooferen er en af de mindste, vi har set, men den leverede bassen lige så godt som enheder på størrelse med et lille køleskab. Satellitterne supplerer den forbilledligt og er velafbalancerede i både konstruktion og lyd.

Hvis der skulle være en lille hage, er den, at Logitech har satset på det samme stiksys-tem som på de billigere højttalere. Den højre satellit har indstillinger af strøm, lydstyrke og bas, og den er forbundet til subwooferen via et specielt vga-agtigt kabel.

Den venstre højttaler bliver blot sluttet til subwooferen med et phonostik. Systemet virker tydeligvis, og med tænd/slukknappen på skrivebordet slipper man for at skulle læne sig frem for at tænde – og det er nøjagtig det samme system, man ser på Logitechs højttalere til 150 kroner.

Man skal imidlertid høre dem for at tro det. Og på trods af vores forbehold over thx-certificeringen spiller den faktisk en rolle her. Vi kan varmt anbefale dem.