Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Vinyl-ripper med høj opløsning

Sony har lanceret en pladespiller, som ikke alene kan føde et hi-fi-anlæg med analog vellyd. PS-HX500 kan også rippe vinylplader og digitalisere dem i forskellige Hi-Res-formater til brug i multirum.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Mens musikstreaming er ved at overhale salget af fysiske cd-medier, fortsætter vinyl-renæssancen for LP’er og pladespillere med uformindsket kraft og trecifrede vækstrater. Denne trend har mainstream-firmaer som Sony m.fl. også registreret, og de har fået travlt med at støve deres gamle værktøjer fra 1970’erne og 80’erne af – eller udvikle helt nye pladespillere og koncepter.


Bærbar vinyllyd

Selv den mest entusiastiske analogist kan ikke benægte det faktum, at vinyl og bærbart grej er uforenelige størrelser. Man kan selvfølgelig forestille sig en ladcykel udstyret med luftaffjedring og et stort batteri, men ikke engang Georg Gearløs’ lille hjælper ville tænde sin lampe for sådan en idé Hvad gør den kloge digitalist så?

Pladespillere med mulighed for at digitalisere vinylskiver og overføre indholdet til en computers lager har vi kunnet købe i adskillige år, men det har hidtil handlet om ret billigt grej i legetøjsklassen – Harald Nyborg har en Denver VPL-120 til 399 kroner – plus obligatorisk komprimering til et ”lossy” MP3-format. Den slags kan være brugbart til arkivering og gengivelse fra en smartphone med et par små ørepropper, men det appellerer ikke til folk med super hovedtelefoner og matchende specialforstærkere.

På CES-messen i Las Vegas i begyndelsen af januar 2016 vakte Sony opmærksomhed med en pladespiller, som kan rippe en vinylsamling i høj, ukomprimeret – ”lossless” – kvalitet. Udtrykt på en anden måde kan denne PS-HX500 omdanne pickuppens signaler til en bitstrøm i perfekt kvalitet, som kan nydes fra en stationær eller bærbar enhed. Der bør således ikke være nogen forskel mellem lyden i stuen og på farten, så længe man bruger den samme gode hovedtelefon.

Det hører med til denne historie, at nypressede skiver på 180 gram jomfruvinyl kan rippes i al deres originale glans, mens lyden fra gamle LP’er, der har holdt diverse fester kørende, bevarer sit særpræg i form af ridser, sus og andre hørbare ar.

Sony PS-HX500 Kun det gyldne Hi-Res Audio logo til højre på fronten afslører, at Sony PS-HX500 ikke blot er en analog vinylpladespiller, men også en digital LP-ripper.

Nøgternt grammofonværk

Hvis det ikke var for det gyldne ”Hi-Res Audio” logo på fronten, kunne PS-HX500 være en næsten hvilken som helst moderne no-nonsense pladespiller i den populære mellemklasse. Den bærende del af konstruktionen – plinten – er en 30 mm svær træfiberplade, som står på fire isolatorfødder. Den remdrevne pladetallerken er af trykstøbt aluminium og vejer knap 470 gram, og en næsten lige så tung 5 mm gummimåtte på 410 gram øger inertien og sikrer en god vibrationsdæmpning.

Den helt manuelt betjente tonearm er lige og forsynet med en unavngivet MM (Moving Magnet) pickup (se billedet til højre på næste side). Der er lidt ”slup” i armens hovedleje til vandrette bevægelser, hvad der er typisk for klassen. Det anbefalede nåletryk på 3 gram er heldigvis forholdsvis højt. Det betyder, at nålen kan snepløje sig igennem en del støv og snavs, men sliddet på vinylen vil stadig være minimalt.

Justeringsmulighederne er begrænset til nåletryk og antiskating. Pladetallerkenen roterer en anelse for hurtigt på både 33-1/3 og 45 omdrejninger i minuttet, men det kan brugeren ikke gøre noget ved.

Analog og digital elektronik

 

Sony PS-HX500 Pladespilleren er en gedigen konstruktion med en massiv, 300 mm svær plint og vibrationsdæmpende isolatorfødder. Den analoge og digitale
elektronik er samlet i en afskærmet metalboks.


Enhver MM-pickup kræver en særlig forforstærker af to årsager. For det første har den et meget lavt udgangsniveau – her 2,5 mV – mod omkring 200 mV eller mere for linjesignaler. For det andet skæres vinylplader ikke frekvenslineært, men med stærkt dæmpet bas og tilsvarende fremhævet diskant efter den såkaldte RIAA (Recording Industry Association of America) standard, og dette skal forforstærkeren naturligvis også korrigere for.

Stadig flere stereo- og surroundforstærkere kommer nu med en indbygget RIAA-forstærker bag en phono-indgang til en pladespiller, men for ikke så mange år siden blev den slags faciliteter sparet væk. Der var jo ingen, der spillede vinyl!

Derfor har PS-HX500 en OUTPUT SELECT omskifter med stillingerne PHONO og LINE, hvor den sidste stilling indkobler pladespillerens eget RIAA-trin, så den kan bruges sammen med audioudstyr, der blot har en ledig AUX eller tilsvarende indgang.

Pladespillerens mest interessante tilslutning er dog en USB-B terminal til overførsel af digitale data til behandling og lagring i en computer.

Sony PS-HX500 Redigeringsfunktionerne er hurtigt overskuet. Der kan klippes og markeres numre/satser. Desuden er det muligt at indlæse nummer- og albumtitler.

Nul komprimering

I PS-HX500 har Sony taget konsekvensen af, at prisen for en gigabyte lagerplads er så tæt på nul, at denne parameter intet betyder i det store regnestykke.
Derfor er A/D (Analog/Digital) konvertersektionen i pladespilleren designet til udelukkende at håndtere ukomprimerede filformater. Ikke engang FLAC (Free Lossless Audio Codec), som kan halvere det digitale pladsbehov, har fået lov til at være med.

Det laveste kvalitetsniveau er 44,1 kHz/16-bit PCM, som svarer til cd, som analogister elsker at hade – og får udbyderne af de dyreste streamingtjenester til at love superlyd. I PCM-verdenen er det muligt at komme helt op på 192 kHz/24-bit i denne vinyl-ripper.

Desuden tilbyder Sony sin egen DSD (Direct Stream Digital) teknologi, som grundlæggende er et 1-bit system med svimlende sampling-frekvenser på 2,8 eller 5,6 MHz. DSD blev i 1990’erne lanceret til SACD (Super Audio CD) skiven, der skulle afløse den ældgamle cd. I stedet satsede almindelige forbrugere på behagelighed og skiftede til MP3. Det styrkede heller ikke DSD, at store dele af studiemiljøet foretrak PCM.

Den aktuelle Hi-Res Audio-bølge har i kraft af Sonys engagement givet DSD lidt vind i sejlene igen, og mange både stationære og bærbare medieafspillere fremhæver deres kompatibilitet med dette format.

Efter denne lytters mening er der ingen afgørende hørbare grunde til at vælge DSD frem for PCM – eller omvendt. For mig betyder det mere, om jeg nemt kan spille min musik på forskellige platforme, og når selv den ellers altædende VLC Media Player ikke vil kendes ved DSD, holder jeg fast ved PCM.

Enkel software

Noget overraskende kommer PS-HX100 ikke med en cd med software eller nogen særlig beskrivelse af optagefunktionerne. Begge dele skal man selv downloade.

Til optagelse skal man bruge softwaren Hi-Res Audio Recorder, som ikke åbner mulighed for andre indstillinger end DSD/PCM i de forskellige opløsninger. Da Sony har styr over hele optagekæden fra pickuppen til A/D-konverteren, har man ikke fundet det nødvendigt med en niveauregulering, der ellers kunne normalisere styrkeforholdet mellem forskellige LP’er. Risikoen for overstyring er til gengæld minimal, for optageniveauet er sat meget lavt.

Når en LP er optaget, tilbyder Sony nogle enkle værktøjer til opdeling og navngivning af numre. Dette rent manuelle redigeringsarbejde kan tage en del tid, så de fleste vil nok prøve det et par gange og derefter nøjes med albumtitler og/eller kunstnernavne. Brugere, som vil arbejde mere med lyden og f.eks. klippe i numrene, justere niveauer eller fjerne støj, vil med fordel kunne downloade det gratis Audacity program.

Det skal understreges, at Hi-Res Audio Recorder udelukkende er til optagelse. Gengivelse af PCM klares fint af Windows eller VLC Media Player, mens DSD kræver særlig hardware eller software. Sony anbefaler en UDA-1 eller CAS-1 forstærker med indbygget D/A-konverter – eller til en pc Media Go-programmet, som egentlig er udviklet til PlayStation.

Sony PS-HX500 Den lige tonearm hjælpes ikke af anden automatik end en pickup-lift. Armens og værkets fulde potentiale vil nok kunne udnyttes bedre ved opgradering til en mere avanceret pickup.

Lytteindtryk

Som det primære indhold til min lytning til Sony PS-HX500 har jeg brugt et pladesæt, som er produceret til det tyske magasin
STEREO. Sættet består af en LP samt tre optiske discs med forskellige formater – CD, SACD, DVD-Audio og FLAC 192, men alle med den samme klassiske musik. På den måde er det muligt ikke alene at sammenligne skiverne indbyrdes, men også at vurdere, hvor godt pladespilleren klarer at rippe LP’en i sættet.

Lad os starte med den gode nyhed: PS-HX500 ripper LP’en så godt, at det er meget svært at høre forskel på den direkte vinylgengivelse og lyden fra computerens harddisk. I mine ører er der ingen nævneværdig forskel mellem PCM og DSD, og hvis der er en gevinst ved at gå op i bitrate, er den nærmest mikroskopisk.

Hvad så med analog- versus digitallyd? Besvarelsen af det spørgsmål svarer til at hjælpe en god ven med at vælge livspartner. Både direkte og via en harddisk kan PS-HX500 levere den bløde, afrundede og uanstrengte klang med et bredt, let diffust perspektiv, som får nogle musikelskere til at vende tilbage til LP’en. I digital form er der mulighed for en stærkere og dybere bas plus en mere fokuseret og præcis gengivelse af bredde, dybde og rum i lydbilledet. Efter mit skønhedsideal.