Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Verbatim Store ’n’ Go Portable 2 TB

Verbatim Store 'n' Go Portable 2 TB er en portabel USB 3.0 harddisk for dem, der godt kan lide at holde deres data tæt ind til kroppen.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Med en kapacitet på 2 TB er der plads til en del data i form af dokumenter, fotos, musik, video med mere. Harddisken kan anvendes sammen med pc’er samt Mac, og der medfølger ligeledes software til begge operativsystemer. Dog må man nøjes med Green Button og VHD-formater, hvis man anvender Mac, mens at man med pc desuden får adgang til Nero BackitUp samt VHD Info, der fortæller, hvilken type data der fylder på drevet. Green Button er en software, der kan aktivere drevets slumretilstand, og Nero programmet burde være velkendt.

Den portable harddisk, der kommer med 2 års garanti, har i testeksemplarets tilfælde en sølvfarvet mønstret overflade i relief. Drevet, der gemmer sig inden i kabinettet, er i dette tilfælde et Samsung Spinpoint Momentus drev på 5400 rpm. Vi har målt en sekventiel læsehastighed på 130,7 MB/s og en sekventiel skrivehastighed på 131,8 MB/s. Det er hurtigt nok til, at man ikke føler, at man skal sidde og vente på dataoverførslerne. Der medfølger et USB 3.0 kabel med Micro-B type stik, der varetager såvel dataoverførsel samt forsyning med strøm. Dimensionerne er 119 x 89 x 14,5 mm.