Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Reolhøjttaleren slår fra sig

Trods kompakt reoldesign er der både power og energi i denne Saxo 5.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

System Audio Saxo 5 Active skiller sig ud i testen ved at være en reolhøjttaler. Men den kan også bruges som gulvhøjttaler, hvis du stiller den på en stander. Trods det tilsyneladende klejne design, er volumen ikke meget mindre end hos Blue Aura (der blot er høj og tynd). Så dimensioner skal du ikke lade dig narre af – der er masser af slagkraft i denne 2-vejs-højttaler, der blandt andet har en 5” stor bas og
refleksport, så den i princippet kan dykke ligeså dybt som de større højttalere.

Saxo 5 Active er opbygget næsten som testens øvrige deltagere. Den ene højttaler huser forstærker, tilslutninger og strømkabel, og den anden tilsluttes med højttalerkabel. Herefter er det blot at tilslutte den mobile afspiller via Bluetooth, og der er hul igennem.

Lydbilledet er meget velopløst, og intet ”stikker af”. Det betyder, at musikken glider let og flot og er behagelig at lytte til.

System Audio Saxo 5 Active. Testens eneste reolhøjttaler har et forholdsvis stort kabinet, der sammen med den 5” store bas-enhed sagtens kan sparke fra sig. Kan placeres på stander.

Du får ikke den helt dybe bas som i testens større modeller. Men der er klarhed og lethed i formidlingen, hvilket klæder især pop- og rockmusik.

Vi savner den finesse, du får hos Scansonic og det drive og engagement, du finder i Blue Aura. Men er målet et større lydbillede, end du finder med de fleste mindre streaminghøjttalere, og vil du have en højttaler, du kan vælge at placere i en reol, er Saxo 5 værd at prøve. Eneste anke er, at prisen er i den lidt for høje ende.