Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Sony Xperia Z5 - kamera med mobil

Med sine 23 megapixel er det kameraet, som er den store attraktion på Sony Xperia Z5.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hos Sony ved man noget om fotokameraer. Det kommer mobilerne til gode. I denne Z5’er er opløsningen forrygende 23 megapixel, og man har gjort sig umage med at gøre kameraet hurtigt og sikre en fin billedkvalitet (modsat mange andre mobilkameraer med monstrøs opløsning). Man kunne med god ret kalde Xperia Z5 for et kamera, der også kan fungere som mobiltelefon.

Som smartphone fungerer Z5 dog også godt. Android-styresystemet er udmærket konfigureret, og du vil glædes over den helt rene overflade og den lækre metalramme rundt om den kun godt 7 mm tynde telefon.

Opløsningen på skærmen er full HD, og sammenlignet med for eksempel kategoriens Samsung og LG er det lige i underkanten, nu hvor Sony-mobilen oven i købet er noget mere kostbar.

Processoren er kvik og en af de bedste og hurtigste blandt de dyre modeller. Men prisen er altså i den høje ende, og derfor skal Sony kun vælges, hvis du lægger særlig stor vægt på at kunne tage gode og højopløste fotos.

Sony Xperia Z5 Metalrammen ser indbydende ud, og den er præcis så lækker, som den ser ud.