Test: Scansonic M-5BTL

Test: Scansonic M-5BTL

Dansk design løber med guldet

Nydeligt formet og bygget med sans for detaljen. Scansonic får sejren i denne test

Danmark har en lang tradition for godt håndværk. Det gælder ikke mindst møbelindustrien, men også fremstilling af højttalere – lige fra kabinetter over højttaler-enhederne til færdige højttalere – er vi eksperter i herhjemme. Scansonic er blandt de danske ”helte”. Fabrikken har produceret traditionelle hi-fi-højttalere i årtier, og derfor overrasker det os ikke, at denne testdeltager også er opbygget efter velafprøvede opskrifter.

For reelt er der – som hos System Audio og Blue Aura – tale om ganske almindelige højttalere, hvor den ene huser fælles forstærker og trådløs modtager, så du kan streame til sættet.

Den aktive højttaler forbindes med kabel til sin makker i stereoparret. Det er nok en lidt gammeldags måde at tænke på, men det fungerer.

Den specielle bånddiskant sikrer nuanceret gengivelse af de øverste oktaver.

Den specielle bånddiskant sikrer nuanceret gengivelse af de øverste oktaver.

Et godt pejlepunkt, når der skal købes hi-fi, er vægten. Er der brugt gode solide materialer både til elektronik (primært forstærker) og kabinettet, vil højttaleren veje mere og ofte lyde bedre. Og Scansonic er da også testens suværent tungeste sæt med en samlet vægt på næsten 10 kg.

Kabinetterne er nydeligt forarbejdet i højglanspoleret tofarvet lak med en skarp kant mellem den sorte kabinetdel i bunden og den hvide øverst. Der streames til hovedhøjttaleren ved hjælp af Bluetooth. Øverst på venstre højttaler er der et touchpanel til betjening, men der medfølger også en traditionel fjernbetjening, som i parentes bemærket er udført i ægte metal og ikke i kedelig plast. Fra denne kan du vælge indgange og endda styre bas og diskantniveauerne.

Ud over musik kan du bruge Scansonic til at forbedre tv-lyden. Den har såkaldt tv-learning, som betyder, at den kan lære kommandoerne fra dit tv’s fjernbetjening. Det er smart og gør brugsområdet på Scansonic meget bredt. Designet er også ret nydeligt, så højttalerne kan sagtens placeres i stuen ved tv’et og tåle at blive kigget på. Der er også huller til beslag, så du kan hænge dem på væggen eller stille dem på særlige standere.

Du har ikke brug for en app. Og så snart du har lyd igennem vil du opleve et lydbillede, der har en klang og størrelse, som de andre testdeltagere ikke helt kommer i nærheden af. Der er god sammenhæng og finesse i gengivelsen, som er rent ud betagende. Ved helt lave lydstyrker bliver lyden lidt for tilbagetrukket – der skal lidt volumen til før højttalerne rigtig viser deres styrke.

Del denne