Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Det krumme tv lever endnu

Billedet på den krumme skærm er ikke optimalt. Men smart-tv-delen i Samsung UE55JS9005Q er virkelig god.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Mens flere producenter nu er ved at droppe de buede skærme, hænger andre tv-fabrikater ved ideen og videreudvikler den. En af dem er Samsung, der stadig præsenterer buede nyheder. Denne topmodel er ikke helt ny, men det gør bare prisen mere overkommelig. For ved at vælge en model, der har været på markedet i lidt tid, får du fin teknologi uden at skulle betale den fulde pris for innovationerne.

Man mærker på ingen måde, at Samsung UE55JS9005Q ikke er helt nyt. Smart-tv-delen er god og Android-baseret. Og tv’et har Samsungs nye, såkaldte nano-teknologi i skærmpanelet. Det er en form for coatning, der ifølge producenten skulle medvirke til at gøre farverne mere ægte og dybe. Vi har prøvet andre modeller fra Samsung med netop denne teknologi. Og nano eller ej: Alle disse tv’er leverer lidt mere naturlige farver, end vi er vant til fra Samsungs skærme, der kan have tendens til at være lidt for kliniske i gengivelsen.

Men inden vi kan glæde os over billedet, skal vi have taget tv’et i brug. Og her er det lidt bøvlet med en buet skærm. For det er ikke så nemt at bakse rundt med og heller ikke så velegnet til at hænge på væggen. Selvom det da kan lade sig gøre, så er denne type tv’er bedst egnet til at stå på et tv-bord eller lignende underlag, og i så fald har buen da noget af en wauv-effekt uanset, om det er tændt eller slukket.

Alle tilslutninger sker på en ekstern boks, der kan skjules. Det synes vi, er en fin løsning, for så slipper du for en masse kabelrod op til tv’et, der blot skal have et enkelt kabel og en strømledning.
Opsætningen og smart-tv-delen i Samsung fungerer fremragende og meget kvikt. Der er ikke lange ventetider, og det er en fornøjelse at flippe rundt mellem funktionerne.

Samsung UE55JS9005Q Det krumme design gør, at tv’et bedst egner sig til at stå på den medfølgende fod. Vægmontering er ikke den ideelle løsning.

Skarpt og kontrastrigt

Billedmæssigt opleves Samsung UE55JS9005Q som meget finkornet og meget detaljeret. Der er masser af nuancer, men det er også et lidt kunstigt billede. Indstil billedet til ”Naturlig” eller ”Film”, for så bliver det lidt bedre og mindre klinisk. Men ser du en spillefilm og sammenligner med oplevelsen på testdeltagerne fra Panasonic, Philips eller Loewe, får Samsungs gengivelse dig til at tænke på dokumentarfilm. Det er, som om alle kræfter er sat ind på at gør billedet mest muligt skarpt og kontrastrigt. Det kan umiddelbart imponere. Men i længden er det altså noget trættende at kigge på sådan en skærm. Bruger du lang tid på at justere tv’et selv, kan du få et noget bedre billede. Men i standardindstillingerne er det ikke en tv-model, vi vil nyde at kigge på i længere tid.

Tv’ets krumning er ikke voldsom, så selvom man sidder ret skævt foran tv’et, kan man faktisk se med uden de store problemer. Men det betyder også, at krumningen ikke har den store billedeffekt, og så virker den ærligt talt lidt overflødig. Tv’et fylder jo noget mere i dybden på grund af denne design-gimmick.

Samlet set er der mange plusser ved Samsung UE55JS9005Q, men billedet er ikke helt godt nok, og krumningen giver ikke rigtig nogen mening.

Samsung UE55JS9005Q Dette er testens eneste deltager med buet skærm. Krumningen er dog meget beskeden og uden reel billedeffekt.