Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Samsung Level On

Trådløs lyd kan være en velsignelse, når du er på farten. Du slipper for at have et kabel dinglende og for at række ned i lommen efter mobilen, hver gang du skal skifte nummer eller justere lydstyrke.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Trådløs lyd kan være en velsignelse, når du er på farten. Du slipper for at have et kabel dinglende og for at række ned i lommen efter mobilen, hver gang du skal skifte nummer eller justere lydstyrke.

Lydkvaliteten bliver også bedre og bedre på Bluetooth-hørebøfferne. Det er Samsung Level On et ganske godt bevis på. Her får du et lækkert og velafbalanceret lydbillede, der matcher det meste musik. Bøfferne sidder solidt og behagelig på hovedet, men er temmelig store af on-ears at være. Heldigvis kan de foldes sammen, så de er nemme at have i tasken.

Musikken kan du styre direkte på hovedtelefonerne. Det sker ved at glide fingrene over den touchfølsomme overflade på højre ørekop. Glid frem eller tilbage for at skifte nummer og op eller ned for at justere lydstyrke. Med to hurtige prik starter du eller stopper du musikken. Man vænner sig hurtigt til styringen, som dog har den ulempe, at man nemt kan komme til at skifte nummer ved utilsigtet at strejfe ørekoppen.

På siden af ørekoppen er der en knap til noise cancelling, som sikrer, at du kan lytte helt i fred på flyet eller i toget. Batteriet holder til mange dages musiklytteri på en opladning, dog lidt mindre, hvis du også bruger noise cancelling. Der er således tale om et virkelig gennemført trådløst headset, som dog heller ikke er billigt.