Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Pure One Midi Series 3

En moderne radio skal selvfølgelig kunne spille DAB og DAB+, og det gør den nye Pure One Midi da også helt uden slinger i valsen.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Radioen er blandt de billigere i Pures sortiment og skabt i sort no-nonsense plastikdesign, som ikke desto mindre er ganske tiltalende. Betjeningen er vel nærmest så ligetil, som man kan forestille sig. På siden er der en stor drejeknap til volumen, og ellers foregår styringen via logisk afmærkede knapper på toppen. Der kan vælges mellem tre lydkilder - FM, Digital (DAB) og aux.

Forbindelsen er glimrende på både FM og DAB, og med aux er der mulighed for at tilslutte enhver ekstern afspiller. Bluetooth kunne have været rart, men er dette et must, må du punge ud for en af de dyrere Pure-modeller. Lyden er ganske pæn, men en kende kedelig, når radioen står på standardindstillingen. Heldigvis er der dog mulighed for at pille ved lydindstillingerne via en EQ og ikke mindst en Boost-funktion, som har en overraskende effektiv virkning på musik.

Der kommer væsentligt mere krop i lyden, når den slåes til, og så forvandles den lille radio faktisk til en hæderlig musikhøjttaler. Ønsker man at tage One Midi med ud i sommeren, er det muligt at sætte helt almindelige AA-batterier i, eller man kan tilkøbe et genopladeligt batteri, som giver op til 20 timers musik, før radioen skal i stikkontakten igen.