Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Philips 227E

Billig, men er den pengene værd?.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi kan formentlig takke apple, om end modstræbende, for at gøre de brede lag opmærksomme på IPS-skærmteknologi. Som med mange glimrende teknologier har Apple hverken opfundet den eller perfektioneret den. Men ved at putte den i iPhones og iMacs og ved en solid salgsindsats har Apple gjort IPS til noget, mange kender og ønsker sig.

Resultatet er, at der er IPS-skærme i alt lige ned til tilbuds-tablets. Det må være en af grundene til, at skærme som Philips 227E6 overhovedet eksisterer. De store LCD-producenter har reageret på et udbredt krav om billige IPS-skærme. Derfor får vi IPS-skærme som denne til en pris, som tidligere ikke var mulig.

Der vil uundgåeligt være en hage. Når IPS bliver så billig, er det ikke helt den samme IPS, man finder andre steder. Den mest påfaldende svaghed er farvenøjagtighed. Billige IPS-skærme klarer sig med seks bits farvedata pr. kanal modsat de otte bits, der er minimum for dyrere skærme. Hvis man regner efter, bliver det til 262.144 farver for 6-bit og 16,8 millioner for 8-bit. Bevares, 6-bit-skærme kan bruge dithering til at indsnævre gabet en smule, men der er ingen tvivl om, at man mister noget af det, der gør IPS speciel.

Hvad man derimod ikke mister, som denne Philips-skærm viser, er den store fordel, som IPS har i forhold til TN-teknik, når det gælder synsvinkler. Generelt er den en udmærket skærm til prisen. Men farverne imponerer ikke, og det overordnede indtryk råber ikke netop "IPS". Læg hertil foden, der kun kan tilte og det tarvelige kabinet, og man kommer i tvivl om, i hvilken ende af markedet man befinder sig.

Men man får, hvad man betaler for, og til denne pris tror vi ikke, at man bliver skuffet. Det er ikke meget at give for en 22"-skærm med full HD 1080p-support og hæderlig billedkvalitet. Dog ser det ud til, at den nu er blevet svær at købe i Danmark - men tjek på internettet.