Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Netgear AirCard 790

Netgear AirCard 790 er et LTE (4G) kategori 6 hotspot med carrier aggregation, det betyder, at den i teorien – såfremt telemasterne også understøtter dette – under de bedste forudsætninger burde være i stand til at nå maksimale downloadhastigheder på 300 Mbit/s, samt uploadhastigheder på op til 50 Mbit/s.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Er der ikke 4G-dækning, går enheden over til 3G-netværk i stedet, og man kan også vælge kun at koble sig på enten 4G- eller 3G-netværk. Carrier aggregation gør enheden i stand til at koble sig på flere forskellige frekvenser samtidigt, når de fysiske omstændigheder tillader det. Netgear AirCard 790 understøtter forbindelser via 2,4 GHz frekvensbåndet samt 5 GHz frekvensbåndet.

Den lille hotspot har en gummilignende beklædning, der ganske enkelt gør den behagelig at håndtere. Den vejer også blot 136 gram, og med dimensionerne 110 mm x 68 mm x 15,44 mm kan den også tages med overalt. Alternativt kan man købe en matchende dock, der forvandler hotspotten til en stationær router med forbedret rækkevidde og LAN-porte. AirCard 790 betjenes via den indbyggede 2,4” LCD-touchskærm, der dels frigiver oplysninger til brugeren og dels gemmer på indstillingsmulighederne.

Skærmen har lysstyrkejustering og gemmer på en brugervenlig menu med små delmenuer, hvor du hurtigt kan få overblik eller ændre indstillinger. Man kan også hente en Netgear AirCard-app til iOS-og Android-enheder, den giver endnu bedre overblik og giver adgang til yderligere indstillinger som forwarding, blokering af mac-adresser, åbning af gæste-adgang med mere. AirCard 790 benytter et micro-simkort, og når enheden er klar, kan man koble op til 15 enheder til hotspotten.

Hastighederne er bestemt heller ikke noget at kimse ad, vi nåede 77 Mbit/s download, samt 36 Mbit/s i uploadhastighed ved en enkelt forbindelse til hotspotten, hvilket var noget bedre, end vi kunne opnå med en spritny smartphone via samme operatør. Batteriet på 2930 mAh timer rækker langt, 11 timer oplyser Netgear, og vi er tilbøjelige til at give dem ret, vi nåede i hvert fald ikke at løbe tør. Eneste lille aber dabei angår prisen, det er en praktisk lille sag med stor brugbarhed, dog lige til den dyre side med den nuværende pris.