Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Kæmpen imponerer med gigantkræfter

Abook 590G leverer høj ydelse og stor skærm – her er de store kanoner kørt frem.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Abooks produkter bliver samlet i Danmark, og bag det lidt underspillede design gemmer sig en maskine i superklassen. I hvert fald, hvis behovet er en notebook med stor skærm, masser af power og en bestykning, der kan tage pusten fra de fleste.

Processoren er fra øverste hylde, og grafikkortet gør, at computeren også kan bruges til gaming på højt niveau. Der er 16 GB hukommelse og en ssd på hele 500 GB. Oven i det får du en 15,6” stor skærm med full HD-opløsning. Det er en maskine, som du kan bruge hele dagen til alt fra seriøs billedbehandling over hidsige actionspil til videoproduktion ”on location”.

Vores kontrolmålinger afslører soleklart, at Abook er den kraftigste af alle computere i denne test. Og det er ikke tomme kalorier, for dykker vi ned i målingerne, kan vi se, at det er den over hele linjen. I praktisk brug kan den uden ”hakken” trække videoredigering, og billedbehandling af tunge filer i Photoshop er heller ikke noget problem. Det er især ved denne type opgaver, du kan mærke de 16 GB hukommelse, hvor konkurrenterne typisk ”kun” har 8 GB.

I spil kommer GeForce-grafikkortet til sin ret, og samspillet med Soundblaster-lydkortet og de forholdsvis store højttalere fra lydspecialisten Onkyo gør, at lyden er ret heftig fra den store maskine.

Skærmen har høj kvalitet, og der er god dybde i hver pixel. Det betyder, at både spil, film og endda billedredigering kan lade sig gøre på et højt niveau. Til kritisk billedbehandling kræves dog en helt nøjagtigt kalibreret skærm. Så her bør du tilslutte en ekstern monitor – det skulle ikke volde problemer, da du har flere muligheder for skærmtilslutning.

Stærk – men også tung

På minussiden tæller vægt og batteritid, og med vægten skal du lægge en pænt stor og halvtung strømforsyning. Der medfølger taske af ret god kvalitet – en model du normalt skal betale 500 kroner for ved siden af. Tasken har en god bærerem og kan lidt opveje den høje vægt, hvis du skal have computeren med i marken. Tastaturet opleves lidt gummiagtigt, og det er ikke på højde med for eksempel Lenovos. Men efter lidt ”træning” vænner fingrene sig til de lidt små taster, og så går det fint.

Abook-computeren er ret imponerende i praktisk brug, og især multimedieegenskaberne trækker godt op. Her er reelt tale om en bærbar, der nemt kunne begå sig i gaming-segmentet. Men det helt underspillede design – sort overalt – betyder, at computeren også kan bringes med ind på mødelokalernes bonede gulve. Overfladen er lækkert blød og skridsikker, så den let kan tages med under armen uden at glide.

Størrelsen og vægten er lidt vel voldsom. Computeren passer bedst til dig, hvis du skal have ultrakraftig bærbar, der ikke går ned næsten uanset, hvad du udsætter den for. Alternativet i denne test er den fine Asus, der har mange af de samme egenskaber, er fysisk lettere og har en skærm med 4K-opløsning. Men den samlede pakke fra Abook er ligesom lidt mere attraktiv – ikke mindst set i lyset af den formidable hastighed. Maskinen er for ordinær i design og for voldsomt dimensioneret til at vinde denne test. Men en anbefaling skal den have.