Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: JBL TV Boost

Det er ikke længere bare den store flimmerkasse i stuen, der giver os adgang til film, serier og tv-udsendelser. Rigtig mange af os ser efterhånden ligeså meget tv på vores mobiler og tablets. Fælles for både fladskærms-tv’er og mobile apparater er dog, at lyden sjældent er særlig god.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det retter Boost TV op på. Her er tale om en aflang højttaler, der både kan fungere som en soundbar til tv’et, men også fint slæbes ind i sofaværelset, ud i køkkenet eller med i sommerhuset. Som udgangspunkt er den skabt til at optimere tv-lyd, og det gør den da også ret godt.

Mellemregistret er fremhævet så tale går rent og tydeligt igennem, mens der samtidig er godt med bund, så man får den dybe rumlen med i actionfilmen. Der er også en surround-indstilling, som med et enkelt tryk skaber en kunstig fornemmelse af multihøjttaler-setup.

Effekten er ikke så markant, men udvider lydbilledet på ganske fin vis. Der er mulighed for at koble tv i den optiske indgang eller i aux, hvor enhver anden kilde også kan tilsluttes. Der er desuden Bluetooth, så mobile apparater kan tilkobles trådløst.

Soundshift-funktionen gør det nemt at skifte mellem kilder. Med mulighed for også at konfigurere højttaleren til at tale sammen med fjernbetjeningen til dit tv, er der tale om et ret gennemført produkt, der rammer et sted i markedet, hvor der ikke findes så meget andet i øjeblikket.