Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Trådløs og hårdfør

Jabra Rox Wireless levere høj trådløs kvalitet med Dolby-lyd.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Prisen er høj, men heldigvis følger kvalitetsindtrykket med. Det bløde gummi og plasten føles og syner lækkert. Læg dertil trådløs tilslutning (Bluetooth og NFC), fjernbetjening på kablet og mulighed for tale, og det begynder at hænge sammen. Der er endda Dolby-lyd, hvilket giver en ekstra effekt og rumfornemmelse, når der ses film. Denne funktion virker faktisk fint.

Musikgengivelsen er allerede fra første strofe fint åben i mellemtone og diskant. Det er behageligt hele vejen igennem. Vi savner lidt varme og fylde i bassen, men ellers et homogent og velafstemt lydbillede.

Prisen er som sagt i den høje ende, og det skyldes selvfølgelig komponent- og byggekvaliteten, men også, at Jabra-enheden kan modstå både vand og støv.

Der medfølger øreprofiler, så hovedtelefonen skal nok passe nærmest uanset, hvilket blomkålsøre man måtte være født med.

Ønsker du bedst mulig lyd, kan du få mere ud af konkurrenten fra Sennheiser, der er billigere, eller AKG-hovedtelefonen, som koster det samme og spiller bedre. Men skal det være trådløst, lækkert og holdbart til hverdagen, er Jabra absolut værd at tjekke ud. Så en anbefaling kan det sagtens blive til.