Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Hårdnakket arbejdshest med 4K og fine features

Lenovo ThinkPad P70 er ikke en hvilken som helst bærbar, det er en veritabel kraftstation af en mobil workstation, der kan udstyres med den vildeste hardware .

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi havde de skønneste intensioner om at få en workstation fra Lenovo med i den samlede test af power bærbare på de forgangne sider.

Sådan skulle det ikke gå, ikke fordi Lenovo ikke kunne eller ville levere, men på grund af, hvad de kunne levere. Det blev hurtigt klart, at der kun var testeksemplarer til rådighed i den høje ende af ydelsesskalaen.

Vi har derfor fået den mindste  udgave af de to tilgængelige hjem til, hvad der måtte blive, en selvstændig test af Lenovo ThinkPad P70. Med en pris inklusive moms på 29.399 kroner skød den lidt forbi målgruppen i stortesten.

Det tunge skyts
Lenovo Thinkpad P70 er en 17,3" workstation af den seriøse slags, og det er ikke uden grund, at den vejer mindt 3,43 kg i mindste konfiguration. Den er angivet til at være 24,5 mm tyk, men det er uden at tælle skærmlåget med. Den er også beregnet til at huse endog meget kraftige processorer og Quadro grafikkort, der er endnu større end det, der sidder i dette testeksemplar.

Konstruktionen har den sædvanlige ThinkPad-tyngde, hvilket er med til at gøre den bærbare klippestabil, her er der ikke noget, der giver efter.

Det vil sige – skærmen kan flekse, hvis man tager fat i den, men det er alt. Den testede ThinkPad P70 er udstyret med en 4K ips-skærm, touch understøttes ikke, men til produktivitesformål er det heller ikke så efterspurgt. Skærmens overflade er semimat, hvilket afværger de værste refleksioner i skærmen.

Med en pixeltæthed på 254,7 ppi er skærmen ret detaljeret eksempelvis til CAD-opgaver. Skærmen kan lægges helt ned i det horisontale plan, og den er kendetegnet ved en klar og levende farvegengivelse.

Noget af den meget høje pris kan tilskrives den indbyggede X-Rite Pantone farvekalibrering, der skal sikre en høj billednøjagtighed med matchende farver fordelt hen over skærmen.
Da det er en bærbar fuld tilegnet professionelt brug, er den også ISV-certificeret og understøtter Intel vPro-teknologier. Da vi kigger isoleret på den bærbare til professionelt brug, er vi her ikke så hårde, når prisniveauet bedømmes.

Den testede udgave er udstyret med en firkernet Intel Core i7-6820HQ processor på 2,7 GHz. Hastigheden kan øges til 3,6 GHz ved behov, og HyperThreading understøttes også.
Grafikkortet er et Nvidia Quadro M3000M med 4 GB gddr5-hukommelse. Den er noget kraftigere end det Quadro M1000M grafikkort, der sidder i den HP, der deltager i den samlede test i dette nummer af Alt om DATA.

Vi har målt processorens ydelse i SiSoftware Sandra til 107,3 gops i den cpu-aritmetiske test. I CineBench R15 scorer processoren 692 point i cpu-multi-testen, mens grafikkortet beviser sin værdi med 108,8 fps i OpenGL-testen.

Lenovo ThinkPad P70 Her er tale om en særdeles stærk workstation til folk med et seriøst power-behov.

Den indbyggede 512 GB store ssd er hurtig, men da det er et SATA-drev, når den 'blot' 499,8 MB/s og 472,1 MB/s i henholdsvis sekventiel læse- og skrivehastig-hed. Man kan selvfølgelig erstatte drevet med en pci-e-variant, hvilket bringer prisen endnu højere op.

Man kan også tilføje et ekstra drev til den bærbare, hvis ønsket, og der er selvfølgelig også blevet plads til et dvd-multidrev. Vores testeksemplar er udstyret med 16 GB ram, hvilket er fint, men grænsen går helt op til solide 64 GB ram.

De generelle kvaliteter
Lenovo ThinkPad P70 er i den her udgave mere end kapabel, den kan blive endnu vildere med den rette hardware, hvis man har pengene og behovet.

Men de generelle brugskvaliteter betyder også meget, og her overbeviser Lenovos velkendte tastatur med de konkave taster. Vandringen er over middel, men kontrollen god. Clickpad er meget fleksibel med taster på begge sider. Det indbyggede joystik er en tredje mulighed.