Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Apple iPad Pro

Apple iPad Pro er den deltager her i testen, der mest af alt ligner en mega-tablet, hvis man går ud fra den præmis, at den blot ligner en større udgave af et allerede eksisterende produkt, inklusiv det magnetiske cover.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Man kan også sige, at hvis man er i tvivl om, hvilken tablet man skal købe, så er man ved købet af en iPad sikret en bestemt og kontinuerlig brugeroplevelse, der desuden indgår i et større sammenhængende betjeningsunivers.

Uanset hvad, så er iPad Pro ganske vist en stor tablet, der vejer en del mere end normale 10"- tablets. Når det er sagt, føles den faktisk overraskende let, og for størrelsen er den virkelig slank.

Det er måske ikke en tablet, man sidder og svinger i en hånd gennem længere tid. Men den er dog overkommelig at håndtere, hvilket 4:3-formatet er med til at facilitere.
IOS’ sædvanlige brugervenlighed og adgangen til et hav af apps på App Store er altid gode salgsargumenter. Men det, der overbeviser ved denne iPad Pro, er først og fremmest, hvor hurtig al betjening afvikles.

Den kraftige A9X-processor kan måske ikke matche Intels processorløsninger, når det kommer til rå kraft, men humlen er, at det behøver den heller ikke. IOS er som mobilt operativsystem ikke så krævende.

Der er rigeligt med overskud til alle typer opgaver, og alle opgaver og afvikling af apps stryger derudaf på skærmen. Netop skærmen er meget flot med rigtig flot farve og klarhed, samt en detaljerigdom trods størrelsen. Det burde næsten ikke være nødvendigt at nævne, men touch fungerer også til perfektion.

Apple har monteret fire højttalere i iPad Pro, hvilket giver en lydgengivelse noget bedre end i normale tablets. Lyden er ikke sammenlignelig med Surface Pro 4, da de har forskellige karakteristika.

Som vanligt er prisen lagt højt, der findes en Apple Pencil til kreative opgaver, men det er tilkøb, hvor den følger med Microsofts produkt. Et punkt, hvor den klarer sig rigtigt godt, er batterilevetiden, hvor den overbeviser.

Apple iPad Pro Testens mest rendyrkede tablet til privat brug, hvis man kigger på, hvorledes den er at håndtere. Den minder om en forvokset iPad, også her kan man tilkøbe tastatur.