Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: AMD FX-8370

Zen kan kun komme for langsomt, hvis man spørger AMD. Indtil firmaets nye chips kommer, er den aldrende FX-serie dets eneste modstykke til Intel. FX-8370 er AMD’s direkte konkurrent til Intels i5-6600K, og hvis sandheden skal frem, slipper den ikke godt fra den konkurrence.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

På papiret lyder kombinationen af ikke mindre end otte cpu-kerner, der alle kan køre ved en standardfrekvens på 4 GHz, fantastisk. Med sådanne tal burde denne cpu kunne udfordre i7-6700K, ikke?

Desværre er det ikke alle processorer, der er skabt lige. De otte kerner hjælper på sagerne, når det gælder almindelige multithreadede beregninger, men Core i5 bevarer en sund føring i vores computer-intensive test og også i halvdelen af vores gaming-benchmarks.

Der er nogle tilfælde, hvor FX-chippen tager føringen, og med dens lavere pris kan den virke vældig fristende, men Skylake-siliciummet er langt mere tidssvarende og har den fordel, at det er seriøst overclock-bart. Man får ikke meget mere ud af det anstrengte AMD-silicium i en FX-8370.

Efter vores mening er Intel i5 et langt bedre valg, og dens platform har også en længere levetid.