Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Tag med til CeBIT 2015

Alt om DATA tager dig med til årets CeBIT-messe i Hannover, Tyskland. Forud for messen var Jakob D. Lund inviteret til et smugkig på nogle af de største trends, udstillerne præsenterede, og han giver dig her de vigtigste CeBIT-overskrifter.

Af Jakob D. Lund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

CeBIT har i mange år været it-messernes kæmpe. Stedet, hvor verdens største it-firmaer præsenterede verdens vigtigste nye produkter. I de seneste år har CeBIT tabt lidt af pusten. Da det gik bedst, var der op til 850.000 besøgende, men i 2007 var besøgstallet skrumpet til ca. 200.000.

CeBIT påstår selv, at det igen er begyndt at gå bedre for messen, at besøgstallene i 2014 endelig gik op igen, og at flere og flere af de store virksomheder er begyndt at vende tilbage til CeBIT, i takt med at messen har fået et tydeligere B2B-fokus. Forventningerne til
CeBIT 2015 er derfor store – både for arrangører, gæster, udstillere og presse.

Kina

Ét af de store fokusområder for CeBIT 2015 er Kina. Kina er officielt partnerland for CeBIT, og det bliver markeret med et ekstra tungt opbud af kinesiske producenter (ca. 600!) samt keynote-talere under selve konferencen fra Kina – eksempelvis Jack Ma, som er grundlæggeren af gigantvirksomheden og handelsplatformen Alibaba.

“Vi får en meget stærk messe,” sagde bestyrelsesmedlem i CeBIT, Oliver Frese, under et preview-arrangement, CeBIT holdt for pressen nogle uger inden åbningen.

“Dette års hovedtema, d!conomy (sammentrækning af ‘digitalisering’ og ‘økonomi’, red.), vil stille skarpt på den gennemgribende digitalisering af alle områder af både erhvervsliv og samfundet generelt, og de ændringer digitaliseringen medfører. At blive mere digital handler ikke bare om at købe ny software og hardware. Det er en strategisk beslutning og et kulturskift for alle virksomheder i alle brancher. The Internet of Things er én af de største muligheder afledt af digitaliseringen og derfor også et omdrejningspunkt for alle udstillere på dette års CeBIT.

The Internet of Things handler ikke bare om at koble smarte produkter til nettet. The Internet of Things vil hurtigt udvide sig til at dække hele værdikæden via eksempelvis sensorer, netværk, analyseværktøjer og datacentre. Ingen industrier vil forblive uberørte – hvilket understreger vigtigheden af, at alle forstår mulighederne i teknologien.”

Iværksættere

Udover det store fokus på Kina byder årets CeBIT-messe på et ekstraordinært stort fremmøde af iværksættervirksomheder. Den gennemgående digitalisering, som vil vende op og ned på traditionelle forretningsmodeller, vil ikke nødvendigvis være drevet af de store og velkendte spillere på markedet. Den kan ligeså godt komme fra to unge knægte, der arbejder fra en garage i Honduras, fordi morgendagens produkter og services mere end nogensinde før realiseres med få økonomiske midler og ramme en global målgruppe hurtigt og effektivt.

Digitale iværksættere er en guldgrube af nytænkning og innovation. De har også en tendens til at være hurtigere til at forvandle nye ideer til kommerciel forretning,” sagde Oliver Frese og henviste til, at CeBIT fik besøg af 50 virksomheder, som alle var finalister i en lokal iværksætterkonkurrence.

Læs mere her: De unge og innovative viser vejen på CeBIT