Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Tag den med overalt

Et yderst fleksibelt kabel, mikrofon og mulighed for at folde hovedtelefonen sammen gør Sony til et godt valg for pendleren.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

MDR-10RC er en kompakt hovedtelefon, og det fine er, at den kan foldes så meget sammen, at du næsten kan have den i en inderlomme, og når du vipper den ud, har du en fullsize hovedtelefon.

Der er tale om en on-ear-type, og den meget fleksible hovedbøjle sikrer, at hovedtelefonen på ingen måde strammer på hovedet. Men omvendt kan den heller ikke justeres til at sidde godt nok fast til en cykeltur.

Trods de små dimensioner er hovedtelefonen udstyret med en 40 mm stor driver, som fylder godt op inde i ørekoppen. Den skulle være udviklet sammen med folk fra musikverdenen. Det lyder plausibelt, da Sony jo har sit eget pladeselskab. Lyden er da også i orden. Du får et ret jævnt frekvensområde, hvor intet stikker af. Bunden hænger godt sammen med mellemtonen, og kun diskanten viger en smule. Vi savner dog lidt power og dynamik fra hovedtelefonen – især bassen kunne godt have lidt mere punch. Til gengæld er den vigtige mellemtone (det er her stemmer gengives) klar og tydelig.

Alt målt og vejet er denne Sony et godt bud på en hovedtelefon til pendlerturen i tog eller bus, omend prisen er lige høj nok.

Foldet ud er hovedtelefonen helt ”normal”, men den kan også foldes sammen, så den kun fylder en tredjedel. Foldet ud er hovedtelefonen helt ”normal”, men den kan også foldes sammen, så den kun fylder en tredjedel.