Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Tabletprisen styrtdykker

2012 bliver året, hvor du kan købe en tablet uden at blive flået. De store internationale producenter kommer med billige modeller, men et lille dansk foretagende er det første med en tablet til under 1.000 kroner.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Som med al anden ny elektronik var en tablet forholdsvis dyr at investere i, da de første kom på markedet. På trods af den beskedne hardware havde iPad og den første Samsung Galaxy Tab en pris, der lå på højde med bærbare af den tungere kaliber.

Sidste år kom Android-tablets imidlertid ned i et mere medgørligt leje, kulminerende med Amazon Kindle Fire til 199 dollars, og i år fortsætter rutsjeturen med et væld af prisvenlige tablets. Her er et par af dem, du kan se frem til …

Prisvenlig 10"-tablet

Folk, der går op i specifikationer, vil ikke imponeres synderligt over den nye Acer Iconia Tab A200. Der er tale om en 10,1"-tablet med en skærmopløsning på 1.280×800 pix-els. Den vejer 720 gram, så let er den ikke, og tykkelsen på 12,4 mm er noget mere end de fleste tablets efterhånden. Der sidder heller ikke den nyeste Tegra 3 i denne tablet. I stedet må man nøjes med en Tegra 2, som er velkendt fra de fleste af sidste års tablets.

Hvad der imidlertid kendetegner Iconia Tab A200, er, at den er fyldt med apps, som fra starten skal sikre, at brugeren har adgang til underholdning, e-bogs-læsning og lignende. Systemet er Android 4.0, og Acer har inkluderet sin Acer Ring-brugergrænseflade samt McAfee VirusScan Mobile på A200.

Trådløs forbindelse får du via 802.11b/ g/n WiFi samt bluetooth 2.1 + EDR, mens der desuden er standardsortiment af micro-usb, microSD-kortlæser, gps, gyrometer og 2-megapixels frontkamera.

Iconia Tab A200 er på markedet nu - se prisen her.

Lille tablet til lav pris

Det er ikke alle, der har behov for en skærm på 10,1". Med en mindre skærm på 7" er det nemmere at smide apparatet i jakkelommen, og Asus er klar med en lille tablet i netop dette format.

Eee Memo Pad har skærmopløsning på 1.280×800 pixels og processorkræfter på 1,2GHz, leveret af en dual core-Snapdragon-chip. Lagerpladsen er 16GB til 64GB, og Eee Memo Pad har desuden indbygget 3G og WiFi.

Præcis hvilken version af Android den kører, er der ingen oplysninger om, men der er god sandsynlighed for, at der vil være tale om den nye Android 4.0 – eller Ice Cream Sandwich, som den også kaldes. Hvornår vi ser den i butikkerne, er der desværre ingen forlydender om, men den amerikanske pris er 499 dollars, og det tyder på, at vi kan glæde os til en forholdsvis billig lille sag.

Tablet til under en tusse

Billig elektronik er ikke ligefrem det, man forbinder Danmark med, men den billigste tablet, vi hidtil har set, er overraskende nok produceret herhjemme. Den kommer fra danske Jecopix – et brand, som ikke tidligere har gjort sig bemærket på denne front. De melder sig på banen med en 7"-tablet til blot 999 kroner og lancerer samtidig en 9,7"-model til 1.699 kroner.

Begge har 1,2GHz processor, WiFi og 3G og er udstyret med det nye Android 4.0 som styresystem samt en trykfølsom tft-skærm fra LG. Samtidig får du etui med bordholder, hdmi-kabel til overførsel af 1.080p hd-video og øretelefoner.

Den lille model, TabOne, har 16GB indbygget hukommelse og et enkelt kamera, mens den store model, TabOne2, har 32GB hukommelse og to indbyggede kameraer.

Serien vil primært blive solgt via online-medier, såsom bogklubber, mediekoncerner, video on demand-medier, webbutikker og
direkte til virksomheder, men du kan også købe den på Jecopix’ hjemmeside.