Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Synology DiskStation DS715

Generelt er ydelsen god, og der er de løsninger, der ofte er brug for.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Synology DiskStation DS715 er en 2-bay NAS, som ifølge Synology er beregnet til såvel hjemmebrugere samt til arbejdsgrupper på kontoret. Grænserne er altid lidt flydene for NAS, det er et spørgsmål, om NAS’en har de features, der kræves af virksomheden. Her er DiskStation DS715 udstyret med en hel række features.

NAS’en, der ellers har en masse indbygget funktionalitet, er mest beregnet til mindre grupper, og det er således også testens eneste NAS, der ikke understøtter et af de kendte virtualiseringsmiljøer. Samtidig understøtter den ikke så mange SCSI-targets, som de andre deltagere gør.

NAS der fremstår lidt anonymt sort i sort, men bag det ydre gemmer der sig en række spændende features og et farverigt operativ-system der er et af de bedste på markedet.

Synology DS715 har til gengæld mange andre kvaliteter, herunder en hardwarekrypteringsmotor. Det skulle gøre, at NAS’en med krypterede drev, skulle være nærmest lige så hurtig som med ukrypterede drev, hvilket ellers ikke er normalt.

Det anvendte DSM 5.2 operativsystem er et andet stort plus, operativsystemerne udvikles hele tiden, men DSM er stadig et af de allerbedste operativsystemer til NAS. Administrationen er ligetil, blandt andet kan der automatisk oprettes en 'home'-mappe til hver oprettet bruger.

Som alle de andre deltagere tilbydes der cloud-løsninger, de er – som kendt for Synology – lette at anvende og opsætte. NAS’en understøtter også alle mulige miljøer og kan fungere på tværs af flere platforme.

Synologys centrale styringscenter CMS gør det muligt at administrere alle ens Synology NAS fra en centralt placeret NAS.

DS715 har også en del forskellige serverfunktionaliteter indbygget, så den kan overtage en bred vifte af funktioner. Der er tale om en meget brugervenlig NAS med mange anvendelsesmuligheder.

DS715 klarer sig meget godt i hastighedsmålingerne, den ligger blandt de bedste i hovedparten af målingerne. I random operationer ved queue depth på 32, er den lidt efter de to bedste. Desuden så halter den langt efter ved 32 GB datatesten ved random skrivning. Men det samlede billede er meget positivt.