Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Suveræn netbook

Netbooks er blevet utrolig populære det seneste års tid.
Samsungs NC10 har været besunget et stykke tid, og nu har Alt om DATA haft den
en tur på testbænken, hvor den har vist, hvad den kan præstere.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ved første øjekast ligner den en netbook, som vi har set så mange andre det sidste års tid. Lille, smart og fiks. Den model som vi havde til test var cremehvid, hvilket understøttede det meget elegante design som denne netbook havde.

Inden vi sendte den igennem vores forskellige benchmarks, så skulle vi naturligvis lige kigge nærmere på, hvordan den var at bruge, og her var vi med det samme positive.

God brugeroplevelse

Tastaturet er overraskende stort for så lille en computer. Tasterne har en god størrelse, og er meget behagelige at bruge. Naturligvis er der ikke blevet plads til et numerisk tastatur, ligesom du skal være opmærksom på, at tasterne med æ og ø, deler plads med vores svenske og norske broderfolk, og alle tre tegn står på disse to taster. På ”æ”-tasten (markeret med rødt) står der et grønt ”ø” samt et gråt ö, og å ”ø”-tasten finder du også et grønt æ, samt et gråt ä.

Folk der bruger 10-fingersystemet vil ikke lægge mærke til det, men hvis dit tastesystem er ”led og du skal finde”, så kan dette godt forvirre lidt. Men herudover er der ikke rigtigt noget at dadle tastaturet.

Touchpad’en er placeret godt, men det er lidt uforståeligt, at museknapperne ikke er indbygget i selv touchpad’en – lige nu sidder de under touchpad’en, hvilket virker lidt klodset.

Skærmen er til gengæld et kapitel for sig selv, stor og flot (10,2”), meget flot skærmbillede og en god kontrast. Vi afspillede med det sammen en avi-film på skærmen, og blev med det samme enige om, at den skærm kunne vi sagtens leve med at se film på, næste gang vi skulle på en længere flyve- eller togtur. Utroligt flot billede, gode farver og en meget hurtig respons. En meget behagelig overraskelse.

Benchmarks

Herefter kastede vi os over at benchmarke denne lille maskine. Som vanligt når det er netbooks vi tester, så brugte vi SiSoftware Sandra Lite til at få et overblik over regnekraften. Harddisken blev testet med HD Tune 3.50 Pro og endelig testede vi batterilevetiden med Battery Eater 2.70.

Sandra Lite viste at når det handlede om at regne, så var Samsung god –men ikke noget specielt. Den scorede 3,85GIPS ved Dhrystone ALU testen og 3,32GFLOPS i Whetstone iSSE3-testen. Absolut udmærkede resultater, men ikke noget som vi ikke har set i samme størrelsesorden tidligere.

Hukommelsesbåndbredden scorede 2,66GB/s ved Int iSSE2 testen, og 2,25GB/s ved Float iSSE3 testen. Igen ikke noget særligt.

Harddisk-testen afslørede en harddisk, der var absolut til den bedre side, dog igen uden at være blæret. 27,4MB/s som minimums overførselshastighed, 65,9MB/s som maksimum og en gennemsnitlig overførsel på 50,3GB/s. Fine, men ikke impoerende.

Den havde en søgetid på 17,7ms og et cpu-forbrug på 7,6%.

Endelig sendte vi den igennem Battery Eater, og her viste Samsung NC10 virkelig, hvad den kunne. Den hårdeste test, hvor maskiner normalt dør efter to til tre timer, så holdt NC10 i ikke mindre end 4 timer og 50 minutter. Det var ganske imponerende.

Den milde test, gav ligeledes et imponerende resultat – ikke mindre end 7 timer og 25 minutter. Hatten af for Samsung NC10. Her er virkelig en netbook som vi godt selv ville eje.