Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Styr lyset med din smartphone

Philips har fået stor opmærksomhed med Hue LED-pærerne, som kan fjernstyres med en smartphone. Philips er dog ikke de eneste på markedet, og Elgato har lavet deres egen Avea LED-pære.

Af Mette Eklund Andersen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Opsætningen af Avea har et stort fortrin fremfor f.eks. Philips Hue-løsning, da du ikke skal købe en bridge. Du sætter blot Avea i din lampe, downloader Elgatos app, tænder Bluetooth, og så er du klar til at styre din lampe.

Avea har 7 W LED, hvilket svarer til 450 lumens eller 40 watt, og den giver et flot lys omend lidt svag til områder, der skal oplyses meget. Der er syv præindstillinger såsom Magic Hour, Northen Glow, som giver stemningsfulde oplevelser i changerende farver.

Du kan også vælge solide farver, som du kan indstille lysstyrke og farve på. Desværre kan du ikke lave dine egne presets. En ekstra feature er, at du kan sætte pæren i en lampe i dit soveværelse og bruge den som en wake up-lampe, der blidt vækker dig med stigende lysstyrke. Du kan også tilkoble flere Avea’er, som således skulle kunne koordinere lyset.

Opsætning og brug er utrolig nem, appen kobler sig fra og bruger altså ikke strøm, mens lampen er tændt, og prisen er særdeles rimelig. De to største ulemper er manglen på egne presets samt, at den kun kan styres med iOS-enheder (herunder Apples Watch).