Af Torben Okholm, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Indrømmet: hukommelse er ikke den mest sexede komponent i computeren. Det er ikke et smukt polygon-renderende grafikkort fra AMD's eller Nvidias metallurgiske laboratorier. Det er ikke en gigahertz-knusende, hårrejsende multithreadet cpu. Og det er heller ikke en svimlende hurtig ssd-løsning. Det er hukommelse. Ram. Og hvis vi skal være ærlige: Selvom ram uden tvivl er en af de vigtigste hjørnesten i hver eneste pc i denne verden, er den simpelthen ikke synderlig spændende, og den er heller ikke særlig nem at forstå – bortset fra begrebet kapacitet, naturligvis.
Når det er sagt, må vi konstatere, at de spørgsmål, vi stiller her på redaktionen, meget ofte drejer sig om denne flygtige og dog tankevækkende komponent. “Hvor meget ram får jeg brug for?" og "Hvad er den bedste opgradering for mig?". Og det er netop det, vi her vil finde ud af.
Ram er afgjort det mest forvirrende emne, man kan beskæftige sig med, når det gælder pc-komponenter. Hvis vi ikke vidste bedre, ville marketingfolk over hele kloden prøve at bilde os ind, at hukommelse med højere frekvens er det eneste rigtige. Gælder det ikke som for cpu'er og gpu'er, at hurtigere hukommelsesfrekvens betyder en stærkere pc? Hvis man parrer den antagelse med troen på, at stor kapacitet betyder bedre maskine, er man på vej ud over den afgrund, der fører til unødvendige omkostninger på grund af den forkerte konfiguration.
Med lanceringen af Skylake har vi omsider fået den fulde integration af ddr4 i pc-miljøet til både forbrugere og professionelle. Og selvom denne nye generation af ram har meget højere frekvenser og langt lavere strømforbrug som standard, er de generelle forbedringer i ydelse i forhold til ddr3 nærmest ubetydelige, hvis man sammenligner med springet fra ddr til ddr2.
Hvad drejer det hele sig så om, når vi taler om hukommelse? Hvad skal man holde øje med? Og hvad betyder al den jargon? Det kan du læse her.
Kapacitetskomplikationer
Det mest indlysende og nemmeste at forstå ved hukommelse er kapaciteten. Jo mere man har, desto bedre kan man bruge den. I hvert fald i teorien. I virkelighedens verden afhænger det helt af, hvad man gør, og hvilke programmer man bruger. Hvis man for eksempel kun vil spille spil, er 32 GB ram at skyde over målet. Lad os derfor gennemgå den kapacitet, man har brug for. Bemærk, at disse tal gælder generelt desktoparbejde og spil. Der findes masser af specialiserede sager, som har deres egne hukommelsesslugere, og mange situationer, hvor man kan klare sig med langt mindre.
8 GB
I dag betragter vi dette tal som det minimale til en gennemsnitlig pc. Hvis man vil bygge sig en solid gamingmaskine, er 8 GB rigeligt til stort set alle de titler, der findes, selv ved maksimale indstillinger. Langt hovedparten af spilrendering foregår inden i gpu'ens egen vram, og derfor er 8 GB blot til gaming ikke pengene værd. Hvis man har mere sobre krav, er 8 GB glimrende til kontor-pc'er og simple arbejdsstationer – her taler vi om programmer som Adobe Premiere Pro og Photoshop. Hvis man åbner omfattende Excel-regneark og 10-20 Google Chrome-faner samtidig, er 8 GB nok til at sikre en ubesværet pc-oplevelse. Man kan naturligvis bruge hver af disse applikationer med mindre – 4 GB vil teknisk set være i orden til en let kontor-pc, men det vil forbavse os, hvis man kan finde nogen 4 GB-sæt til salg.
16 GB
Nu er vi nået til creme de la creme for streamere, YouTubere og andre seriøse digitale kunstnere. Bevares, man kan stadig klare det meste på en 8 GB-konfiguration, men hvis man går meget op i gaming og vil bevæge sig ind i en verden af onlineunderholdning med mængder af hukommelse, er det her, man skal begynde. Vi anbefaler 16 GB til for eksempel Adobe After Effects og Premiere Pro, der bruger 4K-optagelser og videoer, der varer længere end en time. I Adobes suite er applikationerne meget lager-intensive, og det gælder After Effects i højere grad end Premiere – men det er dog sjældent at se dem bruge mere end 16 GB hukommelse. Man bør dog sikre sig, at man har tilstrækkelig processorkraft til at bakke hukommelsen op. En Intel Core i7-6700K eller 5820K vil være rigeligt til at dække ens YouTubing-ambitioner.
32 GB
Når man er oppe i disse himmelstrøg, får man sandsynligvis ikke meget ud af indsatsen, medmindre man arbejder meget med 3D-modellering. 32 GB og derover er glimrende til omfattende 3D-rendering i Cinema 4D eller 3DS Max, men bortset fra det? Glem det. Den eneste anden løsning, der kan retfærdiggøre denne mængde hukommelse, består i at bruge halvdelen som ram-disk. Programmer som Asus’ RAM Cache og ASRocks RAMDisk lagrer midlertidige filer, scratchdisken og andre fart-sensitive data på dimm'erne i stedet for at lægge dem på maskinens primære lager, for det giver langt hurtigere læsning og skrivning. Naturligvis er det dejligt at have denne ekstra plads til videorendering, men det kan være klogere at bruge pengene på mere systemkritiske komponenter såsom cpu'en eller gpu'en.
64/128 GB
Nu er det udelukkende et spørgsmål om at tilfredstille ens ego. Det er sandt, at man kan købe 128 GB hukommelse – faktisk sælger Corsair både Vengeance LPX og Dominator Platinum med denne kapacitet, men det ligger mange år foran nogen mainstreamapplikation eller proces, som vi i øjeblikket har adgang til. Vi kan ikke engang bilde os ind, at det giver mening i fremtiden, for når programmerne engang begynder at bruge denne form for hukommelse, er vi gået over til nye og langt mere imponerende hukommelsesstandarder. Selv hvis man ville køre ni virtuelle maskiner til daglig, kunne man ikke retfærdiggøre udgiften. Og hvis man drømmer om at bruge denne mængde ram til simulationer, er man langt bedre hjulpen med et par Xeon-kerner og nogle ECC-registrerede dimm'er. Med andre ord: serverstruktur-teknologi i stedet for en dedikeret arbejdsstation.
Timing og latens
Man skal konfigurere den ram, man lægger i maskinen, ved hjælp af CMOS-konfigurationen.Hvis vi ser bort fra kapaciteten, er der to tal, man skal overveje, når man skal vælge et nyt hukommelsessæt: arbejdshastigheden og modulernes latens. Man kan sagtens drage slutninger ud fra hvert af disse to tal, men man er nødt til at betragte dem under et, hvis man vil have det sande billede af, hvad de er i stand til. Groft sagt vil man have hurtige moduler og lave latenstider, men det det er ikke umagen værd at gå til ekstremer.
Når vi taler om latens, er der en hel masse tal, som definerer, hvor hurtigt en bestemt ram-blok arbejder, men den nyttigste af dem er modulets CAS-latens. Den bliver som regel angivet efter modulets frekvens, også selvom man ikke umiddelbart får oplyst alle latensindstillingerne. Betegnelsen står for Column Address Strobe (eller Common Address Strobe, afhængig af hvem man taler med), og tallet angiver, hvor mange clockcyklusser det tager modulet at tilgå en given hukommelseslokation og gøre outputtet klar til overførsel. Med moderne ddr4-dimm'er kan man forvente at se latenstider på 15–20 clockcyclusser.
Isoleret set fortæller selve latensen ikke særlig meget, hvis man ikke kender den hastighed, modulerne kører ved. Og her kan det blive lidt forvirrende, blandt andet fordi ddr4 overfører adskillige hukommelses-anmodninger samtidig, og fordi producenterne i årenes løb har ændret den måde, de specificerer ram på. Slut-resultatet er, at man kun sjældent ser den reelle operationsfrekvens angivet i MHz. Den bliver som regel oplyst i millioner overførsler pr. sekund (MT/s). Når man har CAS-modulets latens og overførselshastighederne, kan man aflæse latensen i et tal, der er til at forstå (jo lavere, desto bedre), ved hjælp af denne formel: Latens = 2.000/ramhastighed x CL
Bemærk, at for ddr4 kan man vurdere overførselsraten ud fra modulets mærkat. – man skal lede efter noget i retning af PC4-2400. Når man kender overførsels-hastigheden og har fundet frem til latensen, kan man udregne den reelle latens i sekunder. Hvis man for eksempel tager et PC4-2400-modul med en CAS-latens på 14, får man:
Latens = 2.000/2.400 x 14 = 11,67 ns
Det er umagen værd at lave disse udregninger for at se, hvordan forskellige hukommelsessæt fungerer, for det giver ikke sig selv. Det er også interessant at se, hvordan timingen har ændret sig i årenes løb – se på tabellen på forrige side. Den dækker de forskellige teknologier, der har ligget bag forbruger-ram siden standard-sdram. Bemærk, at mens hastighederne er steget, er latenstiderne blevet ved med at falde.
Nu vi er ved hertz, er det vigtigt at forstå, at hver eneste komponent fungerer ved en specifik frekvens. Frekvenserne tikker sig frem med et negativt og et positivt nedslag eller opslag.
I de personlige computeres barndom registrerede sdram kun dataoverførsler på den stigende puls hos hver clockcyklus. Det ændrede sdram med dobbelt datarate (ddr sdram), idet den arbejdede både på stigningen og faldet i clockpulsen, og det fordoblede dengang standardydelsen. Denne teknologi har siden da ligget bag computerhukommelse.
Sagerne er ikke så enkle, som de kunne have været, og det hænger sammen med den måde, hvorpå vi opregner frekvenser. Før springet til ddr-ram (dobbelt datarate) var den angivne frekvens ærlig nok. Men for at vise, at ddr var hurtigere, fordoblede producenterne ofte de angivne frekvenser. Det var temmelig forvirrende og ikke helt sandt. Selv i dag står der på nogle websites, at ddr4-moduler kører ved 3.000 MHz, mens sandheden er, at frekvensen faktisk kun er den halve.
Hvis man har bygget sine egne computere i et stykke tid, vil man vide, når der kommer en ny hukommelsesteknologi, er overførselshastighederne gerne temmelig lave, mens latenstiderne ofte er højere. Det er grunden til, at ældre hukommelsesstandarder synes at levere bedre hastigheder end den nyere og ofte dyrere teknologi. Det tager dog ikke ret lang tid at udjævne dette billede, og det er også situationen for de nye ddr4-moduler. Det er med andre ord et godt tidspunkt at købe ram.
Intels Z170-chipsæt understøtter dualchannel-hukommelse.Standarder
Enhver ram-blok kan fungere ved en række frekvenser og latenstider, afhængig af den platform, man bruger. De indstillinger, den bruger, bliver defineret af maskinens UEFI/BIOS-konfiguration. Men hvis systemet skal kunne køre, må bundkortet referere til de indstillinger, der er defineret af en en lille chip på rammen. Den hedder serial presence detect (eller SPD). Disse indstillinger følger JEDEC-standarden og stiller ikke nødvendigvis hukommelsen til det hurtigste, den kan køre, men de bør sikre, at maskinen booter korrekt. JEDEC definerer standarderne for hukommelsesydelse og sikrer, at ram-producenterne og bundkortfabrikanterne arbejder på det samme grundlag. Problemet er, at JEDEC er lovlig forsigtig for de mere entusiastiske ram-producenter. Tabellen nedenfor viser JEDEC-specifikationerne for ddr4, og de revolutionerer ikke netop hastigheden. Men det er strengt taget heller ikke deres opgave. De skal først og fremmest sikre kompatibiliteten.
Bundkort, der bygger på X99-chipsættet, understøtter quadchannel-adgang.Hvis man har højhastigheds-hukommelse, skal man ind i BIOS for at være sikker på, at hukommelsen kører ved den rigtige hastighed. Til Intel-platforme er tiderne defineret af XMP-indstillinger til den pågældende hukommelse, mens AMD-alternativet hedder AMP. De indstiller tider og frekvenser for hukommelsen, og man skal vælge den hurtigste indstilling til den pågældende platform. Man kan også selv konfigurere indstillingerne, hvis man vil. Fremgangsmåden afhænger af bundkortet, og man skal derfor altid se i manualen.
Nu, da du ved, hvordan man læser ram-etiketter, kan du vælge den rette mængde ram til dit system og forstå latenstallene.
Hukommelsescontrolleren sidder i cpu’en.Kanalbegrænsning
Antallet af hukommelseskanaler, der er understøttet af en processors ram-controller, dikterer den generelle båndbredde, der er til rådighed. Alle moderne APU'er og CPU'er understøtter mindst dualchannel-hukommelsesadgang, mens Intels entusiast-chips (de Haswell-E-drevne Core i7-5960X) går op til quadchannel-konfigurationer. Flere hukommelseskanaler gør, at processoren kan læse og skrive til flere dimm'er og dermed øge den generelle båndbredde. Hvis man vil nå op på den optimale ydelse, skal man populære disse kanaler, og det er ikke altid indlysende, navnlig ikke i den billige ende af spektret. Alt for ofte ser vi de billigste maskiner blive leveret med en enkelt dimm (eller SoDimm), og det begrænser den potentielle ydelse. Man må trøste sig med, at enhver opgradering af hukommelsen vil forbedre maskinen markant.
Læs testene her:
Patriot 16 GB (4 x 4 GB) Viper Red 2.400 MHz
Patriot 16 GB (2 x 8 GB) Viper Red 2.400 MHz
Kingston 16 GB HyperX Savage Black 3.000 MHz
Crucial 16 GB Ballistix Sport 2400
Crucial 16 GB Ballistix Sport LT 2400
Crucial 16 GB Ballistix Elite 2666
Corsair 16 GB Vengeance LPX 3.200 MHz
Corsair 16 GB Vengeance LPX 2.666 MHz